Gemt

Dansk Erhverv: Finanslovsudspil mangler tiltag for erhvervslivet

31. august 2020

Der er bestemt positive elementer i det udspil til finansloven for 2021, som regeringen netop har fremlagt, men der mangler tiltag, som lemper byrder for erhvervslivet og forbedrer rammevilkårene, lyder det fra Dansk Erhverv.

Regeringen har netop fremlagt sit forslag til, hvordan næste års finanslov skal se ud. Dansk Erhverv ser frem til yderligere tiltag til gavn for erhvervslivet.

”Den gode nyhed er helt klart, at der afsat penge, som kan bruges til yderligere stimuli til gavn for erhvervslivet. Vi er midt i en coronakrise, og ingen kan sige noget om hverken længde eller omfang af krisen. Der er kulsorte skyer i horisonten, når vi skuer mod vores eksportmarkeder, og derfor er det klogt af regeringen at afsætte penge til området. Omvendt ved vi jo så ikke, hvordan og hvornår regeringen vil handle, og det giver usikkerhed. Hvis der er noget, som danske virksomheder har brug for lige nu, så er det netop så meget vished og dermed sikkerhed for fremtiden, som det overhovedet kan lade sig gøre at sikre i denne situation,” siger Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen peger desuden på, at hvis finanslovsforslaget gennemføres, som det står nu, så vil den offentlige sektor vokse yderligere. Der vil også blive pålagt erhvervslivet ekstra byrder som følge af finansieringen af udspillet om ret til tidlig tilbagetrækning og en ny politiaftale.

Forskning er hovednøglen
Dansk Erhverv kvitter for, at der ikke bliver sparet på forskningen, som der ellers var lagt op til.

”Uanset situationen er forskning og udvikling det forkerte sted at spare. Derfor er vi glade for, at der ikke bliver sparet på området. Det har vi kæmpet for i Dansk Erhverv. Men vi ser meget gerne, at forskningsfradraget bliver hævet permanent til 130 procent. Hvis vi skal adressere klimakrisen og skabe grønne løsninger, som Danmark endda kan eksportere til hele verden, så er forskning hovednøglen i bestemt éntal,” siger Brian Mikkelsen.

Aflysning af punktafgifter hilses velkomment
I finanslovsforslaget ligger desuden en aflysning af den forudsatte indeksering af punktafgifter. 

”Det er et rigtigt godt tiltag, som vi kun kan hilse velkomment. Omvendt kan vi konstatere, at regeringen fortsat vil spare på det offentliges forbrug af konsulenter. Vi mener, at det er sund fornuft at købe sig til viden og kompetencer, som man ikke har, og vi ved, at for eksempel kommunerne selv melder, at de er glade for deres samarbejde med konsulenter. Konsulenter skaber værdi, så her bør man ikke spare,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef