Gemt

Den midlertidige arbejdsfordelingsordning forlænges med et år

Dansk Erhverv | Personale - 15. december 2020

Regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik den 26. november 2020 en trepartsaftale om forlængelse af den midlertidige arbejdsfordelingsordning frem til udgangen af 2021. Aftalen er nu udmøntet ved lov og træder forventeligt i kraft den 16. december 2020.


Loven forlænger den midlertidige arbejdsfordelingsordning, men indeholder også flere tilpasninger.

Forlængelsen medfører bl.a., at virksomheder kan sende medarbejdere på arbejdsfordeling i op til 12 måneder i 2021 – uanset om virksomheden har benyttet ordningen i 2020 eller ej. Virksomheden bestemmer selv, i hvilket tidsrum arbejdsfordelingen skal løbe.

Den forlængede ordning bliver på nogle punkter mere fleksibel. Forlængelsen gør det bl.a. muligt at indgå kollektive aftaler om, at virksomheden kan nedsætte arbejdstiden med op til 80 procent frem for de nuværende 50 procent.

På vores hjemmeside vil vi løbende opdatere en oversigt over de indgåede aftaler, hvor virksomhederne har mulighed for at nedsætte arbejdstiden med op til 80 procent.

Under visse betingelser bliver det i den forlængede ordning også muligt at indkalde afløsere og reserver til pludseligt opstået merarbejde.

Det er nu i loven præciseret, at der er adgang til at pålægge opsagte medarbejdere at arbejde, mens der er iværksat arbejdsfordeling. Arbejdstiden skal svare til den, der gælder i arbejdsfordelingen. Den opsagte medarbejder har dog krav på at modtage fuld løn.

På visse områder er fleksibiliteten blevet begrænset efter lovens ikrafttrædelse. For funktionærer skal ledigheden placeres i hele dage medmindre andet aftales på virksomheden/i afdelingen. For ikke-funktionærer kan ledighed i forbindelse med en midlertidig arbejdsfordeling stadig placeres i timer, dog således at evt. regler i overenskomster om daglig mindstearbejdstid respekteres.

Det følger desuden af loven, at reglerne om loft på 16 gange over betaling af antal G-dage pr. medarbejder pr. kalenderår er suspenderet i 2021 for så vidt angår den midlertidige arbejdsfordeling. Tilsvarende gælder beskæftigelseskravet på 74 timer inden for 4 uger ikke for den midlertidige arbejdsfordeling i 2021.

Arbejdsfordelinger iværksat forud for den 16. december 2020
Arbejdsfordelinger i henhold til den midlertidige ordning, som er iværksat inden loven om forlængelse trådte i kraft, kan fortsætte efter de hidtidige regler. Dog vil den iværksatte arbejdsfordeling blive omfattet af de nye skærpelser på tidspunktet for påbegyndelse af den første cyklus på 4 uger, der indledes efter lovens ikrafttrædelse.

Hvis virksomheden ønsker at iværksætte en arbejdsfordeling efter de nye regler i loven om forlængelse, skal det ske ved udløbet af den allerede igangværende arbejdsfordeling eller ved at afbryde denne, hvorefter den hidtidige procedure for iværksættelse skal følges.