Gemt

Erfaren topchef bliver direktør for digital mærkningsordning

20. februar 2020

Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk er alle parter bag den nye mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, hvortil Industriens Fond har bevilliget 18 mio. kroner.

Parterne kan nu løfte sløret for, hvem den nye direktør og drivkraft bag mærket bliver. Mikael Jensen er udnævnt som direktør med virkning fra den 1. februar 2020. Mikael er forhenværende adm. direktør for den danske startup-virksomhed Momio ApS, som har gjort digital ansvarlighed for børn til deres forretningsgrundlag.

Mikael Jensen
”Det er afgørende, at der er tillid til de digitale tjenester, som vi anvender over alt hver eneste dag. I dag kan det være meget vanskeligt for kunder og forbrugere at vurdere, hvordan forskellige tjenester behandler data”, siger Mikael Jensen.

Mikael har udover startup-miljøet været ansat hos Unilever og herefter hos TDC A/S, hvor han har arbejdet på såvel forretnings- som koncernniveau og bl.a. været ansvarlig for TDC’s marketing og brandstrategi samt TDC’s musiktjeneste, der i dag hedder YouSee Musik. Han har derfor stor erfaring i udbredelsen af digitale tjenester. Danmark er det første land i verden til at udvikle en samlet mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Derfor kan mærkningsordningen bidrage til at øge forbrugernes tillid til data og gøre digital ansvarlighed til en dansk styrkeposition og være en inspiration internationalt.

”It-sikkerhed, ansvarlig dataanvendelse og tillid til data er en dagsorden, hvor Danmark kan spille en afgørende rolle og være foregangsland i Europa. Det vil jeg gerne medvirke til sker,” siger Mikael Jensen. Mikael er uddannet cand.merc. fra Aarhus Universitet.

Om Mikael Jensens ansættelse siger parterne bag mærket:

”Mærket for digital ansvarlighed og sikkerhed skal give tryghed og værdi til virksomhederne. Mikael har stor erfaring fra både små og store virksomheder og har arbejdet med digital ansvarlighed i praksis. Derfor er jeg overbevist om, at vi har fundet den helt rette direktør til at gøre mærket til en succes for både virksomheder og borgere,” siger digitaliseringspolitisk chef i DI, Christian Hannibal.

”Vi har høje ambitioner om at give et tiltrængt og solidt løft af it-sikkerheden i erhvervslivet og ultimativt gøre it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse til en dansk styrkeposition. Det kan lyde højtragende, men det handler om at starte helt lavpraktisk, så alle kan være med. Det er en spændende rejse, hvor vi er glade for, at vi har fået Mikael Jensen ved roret,” siger Janus Sandsgaard, fagchef for IT og digitalisering i Dansk Erhverv.

”Mikael er den helt rigtige profil til dette enorme projekt. Med sine erfaringer både fra TDC og som direktør for en startup, har han et unikt indblik i, hvordan de største og helt små virksomheder tænker og handler. Opgaven, vi stiller Mikael, er ikke simpel, og ambitionerne er enorme, men i SMVdanmark er vi sikre på, at ansættelsen af Mikael er et stort skridt tættere på målet,” siger Alexander L. Nepper chefkonsulent i SMVdanmark.

”Mærkningsordningen vil hjælpe virksomhederne og samtidig skabe større efterspørgsel efter digitalt ansvarlige produkter og tjenester. Når det sker, så bliver it-sikkerhed og digital ansvarlighed en konkurrencefordel for virksomhederne. Derfor er det også glædeligt, at mærkningsordningen, med en dedikeret direktør i spidsen, nu for alvor kan sætte gang i arbejdet med at hjælpe dansk erhvervsliv på vej på denne rejse,” siger Thomas Hofman-Bang direktør i Industriens Fond.

Baggrund

Danmarks nye mærkningsordning har til formål at løfte niveauet for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse hos virksomhederne samt gøre det lettere for virksomhedens kunder og samarbejdspartnere at vælge digitalt ansvarlige tjenester og dermed øge trygheden. Der er en generel utryghed og lav tillid til både private og offentlige myndigheders håndtering af data. Få forbrugere (13 %) oplever, at virksomhederne oplyser om, hvorvidt de deler data med andre. Der er også forholdsvis få (16 %) der oplever, at virksomhederne beskytter deres data (Wilke 2019, på vegne af Erhvervsstyrelsen).

En undersøgelse fra Erhvervsstyrelsen (2019) viser, at knap hver fjerde SMV'er i Danmark ikke har implementeret grundlæggende tekniske sikkerhedstiltag. Samtidig viser en undersøgelse fra Wilke (2019), at 87 % af danskerne vil undlade at handle et sted, hvis de har mistanke til, at it-sikkerheden er dårlig, og at et mærke, der viser, at virksomheden behandler forbrugerens data sikkert og ansvarligt, vil påvirke købsadfærden positivt.

Faktaboks

  • Dataetisk ekspertgruppe har anbefalet et dataetisk mærke, som styrker digital ansvarlighed hos virksomheder og gør det nemmere for forbrugeren at vælge virksomheder med dataetikken i orden.
  • Virksomhedsrådet for it-sikkerhed anbefaler et mærke der indikerer, at en virksomhed har tænkt it-sikkerhed ind i sin forretningsmodel.
  • Dansk industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og Forbrugerrådet Tænk er gået sammen om at lave et mærke, der skal omfatte både digital ansvarlighed og it-sikkerhed.
  • Industriens Fond har bevilliget 18 mio. kr. til mærkningsordningen.
  • Erhvervsstyrelsen har i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udarbejdet en pilotundersøgelse og vil følge det kommende arbejde med mærkningsordningen.
  • Styregruppen for mærkningsordningen består af: Digitaliseringspolitisk chef i DI Christian Hannibal, markedsdirektør i Dansk Erhverv Jakob Ullegård, seniorjurist i Forbrugerrådet TÆNK Anette Høyrup, chefkonsulent i SMVdanmark Alexander L. Nepper, CTO i Milestone Bjørn Skou Eilertsen, koncerndirektør i LIGA Bjarke Alling, Senior Records Management konsulent fra Bibliotekarforbundet Tine Wiersø, direktør for Danish Cloud Community Jens Erik Thorndahl.
  • Der skal endvidere nedsættes et Advisory Board bestående af førende eksperter indenfor it-sikkerhed, privatlivsbeskyttelse, forretningsmodeller og kunstig intelligens.
  • Mærkningsordningen får til huse i Industriens Hus som en selvstændig enhed.
  • Man vil som virksomhed kunne blive tildelt mærket senere i 2020.