Gemt

Slut med gratis bæreposer af alle slags

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ændring af miljøbeskyttelsesloven, som fra 1. januar 2021 gør det forbudt at udlevere gratis bæreposer. Der indføres samtidig en minimumspris på 4 kr. for alle typer bæreposer, store som små, og de helt tynde plastbæreposer forbydes.

Nyhed

Dansk Erhverv | Handel - 4. februar 2020

Lovforslaget forbyder gratis udlevering af bæreposer, uanset materiale eller størrelse, med det formål at fremme genbrug af bæreposer. Derudover forbydes udlevering af tynde plastikbæreposer under 30 mikrometer (µm), der sjældent genbruges på grund af manglende holdbarhed. Dog er plastikbæreposer under 15 µm uden hank (meget tynde plastikbæreposer) undtaget lovforslagets forbud af hensyn til hygiejne og forebyggelse af madspild. Disse poser er typisk dem, man river af rullen, når man afvejer frugt og grønt i butikken.

Forbuddet mod gratis udlevering af alle bæreposer, uanset materiale eller størrelse, skyldes, at alle typer af bæreposer kan medføre negativ påvirkning af miljøet i og med, at der forbruges ressourcer.

Forbud mod gratis udlevering af bæreposer med hank vil medvirke til, at forbrugerne i højere grad tager stilling til, om bæreposen er nødvendig, og genbruger posen.

Størstedelen af de plastikbæreposer, der i dag kan købes i supermarkederne, bliver ikke omfattet af forbuddet mod udlevering af tynde plastikbæreposer under 30 µm med og uden hank (tynde plastikbæreposer), idet disse stort set alle har en vægtykkelse på 40-80 µm. Derimod bliver alle plastikbæreposer under 30 µm, samt alle øvrige bæreposer i andre materialer, omfattet af lovforslagets forbud mod gratis udlevering.

Fra 1. januar 2021 skal man som virksomhed sikre en pris på minimum 4 kr. for en pose, der er omfattet af forslaget og samtidig bliver de helt tynde plastikposer med hank helt forbudt at bruge.

Læs mere her: Sidste nyt om bæreposer.

Læs lovforslaget her: Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og emballageafgiftsloven.