Gemt

Dansk Erhverv: Manglende medspil fra Airbnb i evaluering

Erhvervsstyrelsen har netop oversendt sin evaluering af værelsesudlejning via Airbnb til Folketinget. Dansk Erhverv har været engageret i evalueringen og roser Erhvervsstyrelsen for et solidt arbejde. Problemet er imidlertid, at evalueringen beror på data bl.a. fra Airbnb selv.

Nyhed

PRESSEMEDDELELSE, den 17. januar 2020

Erhvervsstyrelsens rapport evaluerer på de første erfaringer med de nye regler for Airbnb, som er trådt i kraft inden for det seneste år. 

Til analysen har Airbnb kun ønsket at levere aggregeret data for hhv. udlejning af værelser og hele boliger. Og det har betydning for kvaliteten af rapporten. 

Værdien af den samlede evaluering forringes betydeligt, hvorfor det heller ikke kan overraske, at konklusionerne er vage”, siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv og tilføjer: 

”Vi deler det synspunkt i evalueringen, at det er problematisk, at der ikke er hjemmel i lovgivningen, der sikrer adgang til oplysninger om antallet af udlejningsdage. Det har hele tiden været vores anke – også længe før loven blev vedtaget”.  

Problemet er ifølge Dansk Erhverv, at udlejningsloftet er meget vanskeligt at håndhæve alene med viden om lejeindtægten. 

Der er dog grund til forsigtig optimisme, da evalueringen er sket meget kort efter lovens ikrafttrædelse. På den baggrund blev det allerede i forbindelse med lovforslaget besluttet, at evalueringen skal gentages i 2022, hvor erfaringsbasen er større.  

Når vi kommer dertil kan vi håbe, at Airbnb ønsker at spille mere aktivt med”, siger Lars Ramme Nielsen. 

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil