Gemt

Højesteret: Sådan skal erstatning for løn i en opsigelsesperiode beregnes

Højesteret slår nu fast, at enhver indtægt i hele opsigelsesperioden, herunder sygedagpenge, skal indgå i opgørelsen af den erstatning, som en funktionær har krav på som følge af en uberettiget bortvisning.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 10. januar 2020

Reglerne om ”minimalerstatning”
Bliver en medarbejder uberettiget bortvist, skal virksomheden betale en erstatning svarende til lønnen i medarbejderens opsigelsesvarsel. Tilsvarende har en medarbejder, der bliver fritstillet, krav på løn i opsigelsesperioden.

Når det skal beregnes, hvad medarbejderen har krav på, har virksomheden dog mulighed for at fradrage de øvrige indtægter, som medarbejderen har haft i opsigelsesperioden, i medarbejderens krav på løn i opsigelsesperioden.

For funktionæransatte medarbejdere gælder den særlige regel, at funktionæren som minimum har krav på lønnen for de første tre måneder af opsigelsesvarslet regnet fra fritstillingstidspunktet eller fra tidspunktet for den uberettigede bortvisning (den såkaldte ”minimalerstatningsperiode”). Den særlige regel fremgår af funktionærlovens § 3 og kaldes ”minimalerstatningsreglen”.

Siden en højesteretsdom fra 1951 har det været fast praksis, at funktionærens krav på løn udover minimalerstatningen skulle reduceres med de indtægter, som funktionæren har haft i hele opsigelsesperioden og derved også i minimalerstatningsperioden.

Efter en højesteretsdom fra 2015 opstod der imidlertid tvivl om, hvorvidt sygedagpenge kunne fradrages i erstatningsopgørelsen og om andre indtægter, som funktionæren måtte have haft i ”minimalerstatningsperioden”, ligeledes kunne fradrages.

Sagen
I den aktuelle sag var en funktionær blevet bortvist fra sit arbejde. Funktionæren havde et opsigelsesvarsel på fem måneder på bortvisningstidspunktet. Efter bortvisningen modtog funktionæren sygedagpenge fra kommunen.

Funktionæren mente, at bortvisningen ikke var berettiget, og han lagde derfor sag an mod virksomheden med krav om erstatning for løn i opsigelsesperioden.

Under sagens behandling ved domstolene gik virksomheden imidlertid konkurs, og funktionæren rettede derfor sit krav mod Lønmodtagernes Garantifond. Lønmodtagernes Garantifond gjorde ved Østre Landsret gældende, at erstatningen skulle opgøres i overensstemmelse med Højesterets dom fra 1951, mens funktionæren på den anden side gjorde gældende, at erstatningen skulle opgøres i overensstemmelse med Højesterets dom fra 2015.

Østre Landsret gav funktionæren medhold og fastslog, at det kun var de sygedagpenge, som funktionæren havde modtaget i perioden udover ”minimalerstatningsperioden”, der kunne indgå i erstatningsopgørelsen. Byretten var kommet til det samme resultat.

Lønmodtagernes Garantifond ankede dog dommen til Højesteret.

Højesterets afgørelse
Højesteret fandt i modsætning til by- og landsretten, at funktionærens krav på løn udover minimalerstatningen skulle reduceres med de sygedagpenge, som funktionæren modtog i hele opsigelsesperioden og derved også i ”minimalerstatningsperioden”.

Højesteret slog fast, at funktionærlovens § 3 skal forstås således, at anden indtægt i hele opsigelsesperioden skal fradrages i den del af erstatningskravet, der vedrører perioden udover ”minimalerstatningen”.

Dansk Erhverv bemærker
Dansk Erhverv ser med tilfredshed på, at Højesteret nu har fjernet den tvivl, der har været om, hvorvidt der skulle ske periodisering af funktionærens indtægter i henholdsvis en ”minimalerstatningsperiode” og den periode, der ligger udover ”minimalerstatningsperioden”.

Det er nu endegyldigt slået fast, at indtægter i hele opsigelsesperioden indgår i erstatningsopgørelsen.

Herudover har Højesteret præciseret, at sygedagpenge er en indtægt for funktionæren, som også skal indgå i erstatningsopgørelsen. Sygedagpenge kan således også anvendes til modregning i erstatningen på løn i perioden efter ”minimalerstatningsperioden”.

Afgørelsen har betydning, når virksomheden fritstiller en funktionær, og i de tilfælde hvor en funktionær uberettiget bortvises og har krav på erstatning svarende til sædvanligt opsigelsesvarsel. Afgørelsen har også betydning i de tilfælde, hvor funktionæren opsiges med forkortet varsel i henhold til 120-dages-reglen, og hvor det senere viser sig, at betingelserne for opsigelse med forkortet varsel ikke var opfyldt, og funktionæren derfor har krav på den resterende del af opsigelsesvarslet.