Gemt

Biludlejerne bløder sammen med rejsebranchen

16. juni 2020

Dansk Mobilitet, der repræsenterer den samlede biludlejning i Danmark, er hårdt ramt af coronakrisen og vurderer, at omsætningen for branchen vil falde mellem 60-90 pct. i 2020.

Som andre virksomheder, der arbejder med personbefordring, har nedlukningen af Danmark ramt biludlejningen meget hårdt.

Turismen og udenlandske forretningsrejsende er en helt essentiel del af virksomhedernes kundebase og eksistensgrundlag.

De forsvundne turister har betydet, at biludlejningsfirmaerne har mistet 40-50 pct. af omsætningen alene af denne grund.

Billedet er det samme over hele verden, hvor branchen rammes. I USA har Hertz eksempelvis været nødsaget til at søge konkursbeskyttelse fra staten.

Dansk Mobilitet vurderer, at niveauet af rejseaktivitet først er tilbage i foråret 2021, og frygter, at det ikke bliver på samme niveau som før krisen.

Der har i længere tid været talt om flere grønne alternativer i biludlejningsbranchen, og flere biludlejningsfirmaer havde initiativer i støbeskeen, der skulle rulles ud i 2020.

Men de planer er for mange af virksomhederne røget retur i skuffen. For med ingen turister og minimal indtjening er det svært at få råd til de grønne investeringer.

“Det er enormt ærgerligt. Men i takt med at vores forretning forsvinder, så er vi ikke i stand til at kunne støtte op om de her spændende grønne initiativer og mobilitetkoncepter. For grønne initiativer kræver investeringer, og det er bestemt ikke en prioritering, der ligger øverst, når man har et år som 2020,” siger Christian Ree, direktør i Europcar til Børsen.

Man kan læse nærmere om biludlejernes udfordringer i Børsen her: Men­ne­ske­tom­me par­ke­rings­plad­ser i Kø­ben­havns Luft­havn træk­ker tæp­pet væk un­der bil­ud­le­jer­ne