Gemt

Nye regler om udenlandsk arbejdskraft

29. juni 2020

Pr. 1. juli kan virksomheder rekruttere medarbejdere til faglært arbejde fra 3. lande via Positivlisten, men langt fra i alle tilfælde og så bliver det dyrere for virksomhederne, hvis de ikke har styr på arbejdstilladelser og opholdsgrundlag.

  • Positivlisten kan benyttes til rekruttering fra 3. lande til arbejdsfunktioner, hvor der er mangel, og mindst 75 pct. af de ansatte har uddannelser på eller over faglært niveau, herudover er listen suppleret med fem stillinger ( kokke, detailslagtere, almindeligt kontorarbejde inden for finansielt arbejde, anlægsgartnere og møbelsnedkere).

Læs mere og se hele listen her: Dansk Erhverv - nye positivlister pr. 1. juli 2020.

  • Virksomheden skal leve op til måltallet for ansættelse af elever efter praktikplads-AUB-ordningen.
  • Bødeniveauet for virksomheder, der forsætligt ansætter illegal arbejdskraft fordobles.

Positivlisten udvides
Den nye positivliste betyder, at virksomheder kan få arbejdstilladelse til personer uden for EU til ansættelse i faglærte stillinger, hvor der er mangel på arbejdskraft. Medarbejderen får som udgangspunkt opholdstilladelse for 4 år ad gangen. Oprindeligt foreslog regeringen en adgang i ét år. For at bruge ordningen er det en betingelse, at virksomheden lever op til måltallet for ansættelse af elever efter praktikplads-AUB-ordningen, det vil sige at virksomheden ved tidspunktet for afgørelse om opholdstilladelse havde en måluddannelsesratio for det senest opgjorte bidragsår og ikke skulle betale merbidrag for det senest opgjorte bidragsår. En forlængelse af en opholdstilladelse forudsætter, at virksomheden ikke har skullet betale merbidrag for et af de seneste to opgjorte bidragsår.

Da integrationsministeren præsenterede grundlaget for positivlisten, var den baseret på en model med en forudsætning om, at udgangspunktet for positivlisten skulle være arbejdsfunktioner, hvor mindst 75 pct. af de ansatte havde uddannelser på eller over faglært niveau.

Ved den endelige udmøntning af reglerne har forligspartierne bag etableringen af positivlisten for faglærte besluttet at fastholde 75 pct.-grænsen, men supplerer listen med fem stillinger. Disse stillinger er kokke, detailslagtere, almindeligt kontorarbejde inden for finansielt arbejde, anlægsgartnere og møbelsnedkere.

Listen over de stillingsbetegnelser, der kan indgå på positivlisten, bliver låst fast på disse arbejdsfunktioner. Den konkrete positivliste er herefter alene afhængig af manglen på medarbejdere.

Positivlisten bliver opdateret hvert år den 1. januar og den 1. juli på grundlag af STAR’s rekrutteringsundersøgelse/Arbejdsmarkedsbalancen. Kriteriet for, at en stilling er et mangelområde, er en forgæves rekrutteringsrate for stillingen på mindst 20 pct.

Virksomhederne skal som minimum betaler svarende til nedre kvartil i lønfordelingen for den pågældende arbejdsfunktion.

Skærpet bødestraf for virksomhedernes brug af illegal arbejdskraft
Med den nye lovgivning fordobles bødeniveauet for virksomheder, der forsætligt ansætter illegal arbejdskraft.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil