Gemt

Dansk Erhverv frygter for skrappe retningslinjer for konferenceaktører, spa og welness

26. maj 2020

Erhvervsorganisation Dansk Erhverv forudser store hovedpiner for turismen, hvis myndighederne fastholder for skrappe retningslinjer, der risikerer at fastholde turismen i dvale.

Onsdag den 20. maj indgik Folketingets partier aftale om en udvidelse af aftalen om genåbningens fase 2. Regeringen vil i denne uge fremlægge en plan for kontrolleret og gradvis genåbning af sommerturismen. Der er dog en række udeståender og knaster i udkastet til retningslinjerne, som vækker bekymring hos Dansk Erhverv.

”Først og fremmest er vi meget kritiske i forhold til, at forsamlingsforbuddet skal gælde for konferencer og lignende. Der er jo skabt velfungerende retningslinjer for restauranter, og konferencesteder er jo nemt er i stand til at leve op til de retningslinjer, der for eksempel gælder for biografer, hvor gæsterne også sidder ned. Jeg må minde om, at samfundsøkonomien i mødebranchen er endog meget stor, hvilket jo en ekstra god grund til, at de skal have mulighed for at virke,” siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv.

Turismen er godt rustet
En anden udfordring er, at indendørs svømmehaller, spabade og legelande fortsat skal holdes lukket, hvis offentligheden har adgang.

”Vi har modtaget spørgsmål fra mange medlemmer, der har wellness og spafaciliteter. Som det ser ud lige nu, er det stadig ikke tilladt, da det ifølge bekendtgørelsen fra Sundhedsministeriet kun er behandlingsfaciliteter, som er sammenlignelige med liberale erhverv, der må åbne. Dansk Erhverv mener, at for eksempel spabade og wellness bør få lov til også at slå dørene op for gæster,” siger Lars Ramme Nielsen.

Lars Ramme Nielsen peger desuden på, at det af den politiske aftale fra den 20. maj fremgår, at forligspartierne er særligt opmærksomme på, at ”genåbningen af forlystelsesparker kan medføre sundhedsfaglige problematikker”. Som noget nyt har Statens Serum Institut nu anbefalet, at forlystelser, der ”er i kraftig bevægelse” ikke må åbnes. Det vil være ødelæggende for mange forlystelsesparker, hvorfor Dansk Erhverv mener, at der skal findes en løsning.

”Jeg må fremhæve, at virksomhederne i turismen er godt rustet til at håndtere gæster på forsvarlig vis. Det beviste camping og feriehusene allerede eksemplarisk i påsken, og det har hoteller landet over bevist under hele pandemien,” siger Lars Ramme Nielsen.

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil