; ;
Gemt

EU forventes at udskyde nye momsregler

07. maj 2020

Skatteministeriet forventer, at EU udskyder den nye e-handelsmomspakke mindst et halvt år, så den først træder i kraft i midten af 2021. FDIH advarer kraftigt mod udskydelsen, men det ser sort ud.

EU-Kommissionen barsler sandsynligvis med et forslag om en udskydelse af implementeringen af den såkaldte e-handelspakke, viser et notat fra Skatteministeriet til Folketingets Skatteudvalg.

Pakken moderniserer momsreglerne for al grænseoverskridende salg til forbrugere af varer og ydelser, som skal gælde i hele EU. Flere medlemslande har meddelt, at de ikke er klar til ikrafttrædelse den 1. januar 2021, ligesom mange post- og transportfirmaer også har bedt om udskydelse.

”Jeg må kraftigt advare mod en udskydelse. Momspakken vil få stor betydning for Danmarks konkurrenceevne, både i forhold til andre EU-lande og lande uden for EU, som fx Kina. Nu skal vi vente endnu længere på at få fjernet bagatelgrænsen på 80 kr. på Kinapakker, og harmonisering af momsreglerne inden for EU,” siger Niels Ralund, tidl. direktør i FDIH.

Pakkens betydning for Danmark
De nye momsregler vil føre til en længe ventet og tiltrængt styrkelse af Danmarks svage konkurrencesituation, først og fremmest på grund af vores høje momssats i forhold til flere af vores EU-nabolande. De nye momsregler vil nemlig sikre, at købers hjemlige momssats skal tillægges varens pris, og så skal netbutikkerne afregne den udenlandske moms via de nationale momsmyndigheder.

Ifølge EU-Kommissionen er der flere lande, der på et møde i april har forudset større forsinkelser på deres it-systemtilpasninger, pakkehåndteringscentraler m.v. Forsinkelserne er blevet forværret under Corona-krisen.

Dansk Erhverv har været stærke stemmer for e-handelspakken, der også vil sikre, at Kinapakker skal momses fuldt ud, uden den nuværende bagatelgrænse på 80 kr.

”Det er ikke til at bære, at vi nu skal se et mere retfærdigt momssystem glide længere ud i horisonten. Gennemførelsen er også en udfordring for det danske skattesystem, men tak til regeringen for at anbefale, at man fastholder gennemførelsesdatoen. Desværre må vi nok erkende, at EU lægger et forslag frem, som ECOFIN vedtager inden sommerferien”, vurderer Niels Ralund.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk

Kontakt

Digital Handel

Henrik Theil

Chefkonsulent