Gemt

Skatteudspil giver virksomheder luft og løser skatteklemme

28. maj 2020

Regeringsudspil om skat kommer udlandsdanskere, grænsegængere, personer på forskerskatteordningen samt udstationerede expats i møde. Samtidig lægges der op til udskydelse af betaling af moms, skat og AM-bidrag for virksomheder.

Udenlandsdanskere der fx har tilbragt for lang tid i Danmark under coronakrisen, har risikeret at blive dobbeltbeskattet. Det samme gælder personer som har været på forskerskatteordningen og udstationerede ex-pats. Regeringen vil nu ændre reglerne, så coronakrisen ikke betyder skattesmæk.

”Dansk Erhverv er glad for, at regeringen har lyttet og følger vores forslag, som sikrer, at vi får løst et skatteproblem for tusindvis af danskere og udlændinge, som ellers kunne se frem til dobbeltbeskatning”, siger Jacob Ravn.

Samtidig lægger regeringen op til at udskyde betaling af skat, moms og AM-bidrag for en række virksomheder.

”Krisen har måske sluppet sit tag en anelse, men likviditeten er fortsat presset, og derfor skal regeringen have stor ros for at udskyde en lang række betalingsfrister. Det kan være et spørgsmål om liv eller død for mange virksomheder”, siger Jacob Ravn

Stadig behov for fokus på skat
Når Corona-krisen engang er slut, vil der dog fortsat være behov for at have fokus på skatteområdet og sikre, at Danmark i endnu højere grad kan tiltrække udenlandske hoveder til at forske og arbejde i Danmark, når grænserne genåbnes.

”Efter Corona-krisen kommer Danmark til at ligge i benhård konkurrence med andre lande om at tiltrække kvikke hoveder og investeringer. Skattesystemet skal derfor tunes og opgraderes så Danmark kan få vækst og arbejdspladser tilbage” siger Jacob Ravn.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Jacob Ravn

Advokat, souschef PA og Skattepolitisk chef
Medarbejderprofil