; ;
Gemt

Akut behov for hjælpepakke til turisme- og rejsebrancher

Analyse: Virusudbrud kan koste tusindvis af jobs i turist- og oplevelseserhvervene

Nyhed

Nyhed, 15. marts 2020

Coronavirussen har sat verden i stå. Mange er påvirket. I erhvervslivet går det bl.a. hårdt ud over oplevelses-, turisme- og rejsebranchen. Der er akut behov for en hjælpepakke, lyder det fra Dansk Erhverv.

De seneste foranstaltninger i forhold til at forhindre spredning af corona-virus har udfordret dansk erhvervsliv. Særligt de brancher, som beskæftiger sig med oplevelse rejser og turisme, er kraftigt udfordret.

280.000 danskere er beskæftiget som følge af aktivitet i turisme- og oplevelseserhvervene. En analyse fra Dansk Erhverv viser, at der kan gå mellem 11.700 og 46.900 jobs tabt alt efter, hvordan situationen udvikler sig.

”Det er en helt ekstraordinær situation. Usikkerheden er enorm. Verden er lukket ned, rejsebranchen er udfordret og det har lange udsigter i forhold til, at situationen vender. Der er behov for at lave en samlet plan for at holde hånden under arbejdspladser i hele industrien og sideerhvervene,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Der skal handles nu
Regeringen er allerede kommet med to bølger af fornuftige hjælpeinitiativer rettet mod erhvervslivet, men der skal mere til.

”En hel sektor i Danmark er udfordret – og for manges vedkommende bragt på randen af konkurs. Der skal handles nu. Dels aktualiserer udviklingen behovet for lønkompensation. Dels, at staten hjælper med at finde dækning for tilbagebetalinger for aflyste rejser både ud af Danmark og hertil,” siger Brian Mikkelsen.

Branchespecifikke initiativer
Hjælp til turisme, oplevelser, rejsebranchen og sideerhverv i hele Danmark. Hele sektoren i Danmark, der arbejder med turisme, oplevelse, rejser og sideerhverv er udfordret af to-tal stop i aktiviteten. Rejsebranchen er gået helt i stå. Der er behov for at lave en samlet plan for at holde hånden under arbejdspladser i hele industrien og sideerhvervene. Værdikæden inkluderer bl.a. hoteller, restauranter, rejsebureauer, flyselskaber, lufthavne, feriehuse, feriecentre og mange flere.

Dansk Erhverv foreslår bl.a.

  • Staten skal lave en samlet plan for statslig dækning af tilbagebetalinger for aflyste rejser både ud af Danmark og hertil.
  • Der er flere meget presserende behov for fuld statslig dækning af rejsebureauernes tilbagebetalin-ger til det stigende antal kunder, der heldigvis følger myndighedernes rejseanvisninger.
  • En reduktion af momsbetalingen i hele 2020 og udskydelse af betalingen til 2021, for derigennem at øge likviditeten.
  • Ændring af forhold omkring rejsegarantifonden. For at lette presset på rejsebureauernes økonomi i denne helt ekstraordinære situation bør der gennemføres en lovændring, der sikrer udbetaling fra Rejsegarantifonden til en midlertidig fondsmodel, hvor fonden kan udbetale erstatning uden at sel-skabet er gået konkurs.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef