Gemt

Dansk Erhverv: Konstruktivt møde med regeringen om corona-håndtering

09. marts 2020

Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen ser frem til det fortsatte arbejde med at sikre hurtig hjælp til det corona-trængte erhvervsliv.

Efter et netop overstået møde i Statsministeriet vedrørende hjælp til erhvervslivet i forbindelse med coronavirussen erklærer Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen sig tilfreds med regeringens håndtering og drøftelserne under mødet.

”Status er lige nu, at der skal arbejdes hurtigt for at sikre hurtig og rigtig hjælp til de dele af erhvervslivet, som er under pres som følge af coronavirussen. Lige nu er bl.a. hoteller, restaurationer, flytrafik, lufthavne, turisme, kultur og sportsklubber hårdt ramt,” siger Brian Mikkelsen.

Hjælpepakke undervejs
Nu skal regeringen og erhvervslivet så sammen strikke en hjælpepakke sammen hurtigst muligt.

”Vi er gået til bordet med en række initiativer, som kan afhjælpe. Det er for eksempel statsgaranti for lån til kreditværdige virksomheder til dækning af tab som følge af virussen. Muligheder for midlertidigt at kunne udskyde betaling af medarbejderbestemte omkostninger og kompensation for begrænsning af deltagere ved større begivenheder. Desuden skal en hjælpepakke have det lange lys på, så tiltagene har virkning ud over virusudbruddets længde. For skal vi have væksten tilbage i dansk økonomi, så kan det meget vel på et senere tidspunkt være nødvendigt med en mere ekspansiv finanspolitik i en periode,” siger Brian Mikkelsen.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef