Gemt

Lønkompensation – beløbsgrænser forhøjes

30. marts 2020

Den maksimale kompensation under lønkompensationsordningen forhøjes til 30.000 kr. for både funktionærer og ikke-funktionærer.

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er netop i dag blevet enige om at forbedre lønkompensationsordningen, så den maksimale kompensation for funktionærer og ikke-funktionærer hæves fra hhv. 23.000 og 26.000 til 30.000 kr. pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat.

Staten vil fortsat finansiere 75 pct. af lønnen for funktionærer og 90 pct. af lønnen for ikke-funktionærer. Øvrige betingelser for lønkompensationsordningen følger den nuværende lønkompensationsordning.
Den styrkede hjælp indføres med tilbagevirkende kraft for hele perioden fra 9. marts 2020. Med andre ord gælder den forhøjede maksimumsats også for virksomheder, der allerede har hjemsendt medarbejdere under lønkompensationsordningen. Der er ikke vedtaget andre ændringer i ordningen.

Dansk Erhverv vurderer
Dansk Erhverv er meget positiv over for ændringen, der betyder, at flere virksomheder vil se lønkompensationsordningen som et godt alternativ til opsigelser. Næsten 12.000 virksomheder har allerede søgt om lønkompensation.

Du kan læse mere om lønkompensationsordning på Dansk Erhvervs hjemmeside: Vejledning om lønkompensation.