Gemt

Prisen betyder mindre når forbrugerne shopper på nettet

02. marts 2020

Bekvemmelighed og udvalg er de vigtigste grunde til at handle online, mens prisen betyder mindre og mindre. Endnu et tegn på, at forbruget online ikke topper foreløbig.

For fem år siden var pris, udvalg og bekvemmelighed lige vigtige, når FDIH spurgte forbrugerne, hvorfor de handlede online. Siden da er prisens betydning faldet, mens betydningen af udvalg og bekvemmelig er steget, og det er ifølge den tidl. FDIH direktør, Niels Ralund, en positiv udvikling for danske netbutikker.


”Jeg bliver ofte spurgt, om forbruget online ikke snart har topper. Det tror jeg ikke, og det hænger i høj grad sammen med denne udvikling. Det er nemlig svært at ændre kundernes vaner, når de er bundet op på handelsadfærd, der gør dagligdagen lettere og giver et bredere udvalg – uden at det er dyrere. Det svarer til at bekæmpe tyngdekraften. Det nytter ikke.”

Hvad var den primære årsag til, at du handlede online?

Niels Ralund mener endvidere, at udviklingen blandt andet bunder i, at de fysiske butikker er blevet skarpere på prisen.

”Der er stadig ofte penge at spare ved at handle online, men forskellen er nok blevet mindre i takt med, at de fysiske butikker har fået mere konkurrence. Omvendt er udvalget online eksploderet, og netbutikkerne er blevet endnu bedre til at levere løsninger, der reelt gør dagligdagen nemmere. Se bare på udvalget af eksempelvis måltidskasser og de mange leveringsmuligheder. ”

”Man kan sige, at prisen i første omgang betød meget for at få kunderne til at handle online, og siden har netbutikkerne med service og udvalg overbevist dem om, at de skal fortsætte, selvom prisforskellen er mindsket.”

Årsagerne varierer fra kunde til vare

For børnefamilierne, som handler oftest online, er det især den tidsbesparende faktor, der får dem til at handle på nettet. De ældre værdsætter muligheden for at få varen leveret til døren, mens de unge er de mest prisbevidste.

Der er også forskelle, når vi ser på de forskellige varekategorier. Muligheden for at spare tid og få varerne leveret direkte til døren er de primære årsager til at købe dagligvarer online, mens udvalg og pris er de vigtigste årsager til at købe tøj på nettet.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Simon Bjerremann

Chefkonsulent