Gemt

Danske e-handelsgiganter skruer op for at være klar til Amazon

26. oktober 2020

Coolshop, Egmont, Gucca og mange andre netbutikker er klar med satsninger for at komme Amazon i forkøbet på det danske e-handelsmarked. Den rette holdning, lyder det fra FDIH.

Trods det er der stadig stor kampgejst og optimisme i dansk e-handel, hvor hver tredje netbutik forventer markant vækst over de kommende år. Kampgejsten er senest blevet understreget med udmeldinger fra nogle af de største danske spillere.

Coolshop åbner nyt kæmpelager

En af dem, der gør sig klar til at gøre Jeff Bezos’ danske landgang mere besværlig, er Jacob Risgaard og Coolshop. Den nordjyske virksomhed offentliggjorde tidligere på måneden, at de åbner nyt kæmpelager på 10.000 kvadratmeter i Herning. Det nye lager er både et resultat af en voldsom vækst og efterspørgsel som følge af coronakrisen, men det er også for at stå stærkere mod Amazon.

“Det er helt klart en oprustning. Der er ingen tvivl om, at skal man overhovedet have en chance mod Amazon, så kan man gøre to ting. Man kan rykke sammen i båden og få nogle stordriftsfordele, og så kan man prøve at spille sig selv stor så hurtigt som muligt,” siger Jacob Risgaard til Børsen.

Egmont klar til flere opkøb

Egmont Publishing har siden 2013 været en aktiv del af den danske e-handel og har opkøbt otte netbutikker i Skandinavien – blandt andet Jollyroom og NiceHair. Det skal dog gerne blive til endnu flere, forklarer adm. direktør Torsten Bjerre Rasmussen, der har nedsat en gruppe på 12 medarbejdere, der har til opgave at finde og opkøbe netbutikker med potentiale til at blive de største indenfor deres felt i Norden.

“Vi skal være nummer ét inden for udvalgte områder, fordi modsat Amazon har vi jo ikke en bred markedsplads, hvor du kan købe alt godt fra havet,” siger han.

Gucca vil slå Amazon på hjemmebanen

Amazon er født som digital boghandler, men heller ikke på dette område kommer de til at mangle konkurrence i Danmark. Gucca, der sælger bøger, legetøj, elektronik, dvd’er og blu-rays, blæser derudaf og gør nu klar til at tage kampen op med Amazon. Virksomheden fra Herning vil øge samarbejdet med de danske leverandører og på den måde tilbyde de danske forbrugere og leverandører et alternativ til den amerikanske markedsplads.

“Når Amazon kommer til Danmark, tror vi på, at de danske leverandører får brug for et alternativ, hvis de vil nå ud til den danske forbruger, siger Chris Vandborg, adm. direktør i Gucca.

En tom stol minder om Amazon

De omtalte udmeldinger har fået meget opmærksomhed i pressen, men heldigvis gør langt de fleste butikker sig under presse-radaren også klar til Amazon, lyder det fra FDIH’s adm. direktør, Niels Ralund.

Ifølge direktøren er der sket et skifte fra om Amazon kommer, til når Amazon kommer. Derfor er virksomhederne godt i gang med forberedelserne til den øgede konkurrence. Det omhandler alt lige fra oprustning på logistikken til kundeservice og marketing, og det er både hos de store og små.

“Det siges, at der er en tom stol, som repræsenterer kunden, til alle strategimøder i Amazon. Det virker til, at de danske virksomheder har kopieret den tankegang og lavet en ledig stol til Amazon, som nu bliver tænkt ind i virksomhedernes strategi. Det er rigtig fornuftigt, og det vil jeg gerne rose branchen for,” siger Niels Ralund.

Boozt udvider

Også blandt de udenlandske netbutikker med stor succes i Danmark er der fokus på at komme Amazon i forkøbet. Svensk-danske Boozt løfter i Børsen sløret for, at de fremover vil satse benhårdt på salg af boligtilbehør. Ifølge Boozt’ CEO, Hermann Haraldsson, skal kategorien på sigt være en af de største hos virksomheden og omsætte for 1 mia. kr. om fem år. Hermann Haraldsson lægger ikke skjul på, at satsningen er en del af strategien imod Amazon.

”Det her er også et forsøg på at være på forkant, når Amazon kommer. Vi skal gerne være den største i den her kategori om fem år,” siger han til Børsen.

Artiklen blev oprindeligt publiceret på fdih.dk.

Kontakt os

Digital Handel

Niels Ralund

E-handelsdirektør
Medarbejderprofil

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Få seneste nyt om digital handel

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram.

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik her.