Gemt

Brevkassespørgsmål: Risikerer man som butiksejer at få bøde for udlevering af videoovervågning?

30. september 2020

Et medlem har henvendt sig til Dansk Erhverv med et spørgsmål om reglerne for udlevering af butiksovervågning.


Et medlem har rettet henvendelse til Dansk Erhverv med følgende spørgsmål:

Kære Dansk Erhverv

I min butik har jeg installeret videoovervågning, og en dag kommer en kunde og fortæller, at en anden kunde bevidst har spændt ben for ham i butikken. Kunden spørger, om han må få videoovervågningen udleveret til brug for en retssag. Jeg har udleveret overvågningen til kundens advokat. Desværre tabte kunden retssagen, da man ikke på optagelsen kunne se præcist, hvad der skete i situationen. Nu har den anden kunde politianmeldt mig for at have udleveret overvågningen, og jeg står nu til at få en bøde. Kan det passe?

Venlig hilsen
Butiksejeren

Svar:

Kære butiksejer

Det er en rigtig ærgerlig situation, hvor du i virkeligheden blot har forsøgt at hjælpe med at afklare en tvist. Desværre er det rigtigt, at du ikke må udlevere videoovervågning, hvorpå man kan genkende andre end den, man udleverer overvågningen til. Det fremgår af både loven om tv-overvågning og af persondataforordningen. Det er desværre også korrekt, at en sådan udlevering kan blive straffet med en bøde.

Du måtte gerne have udleveret overvågningen, hvis andre end den person, der havde bedt om at få udleveret overvågningen, var sløret, så man ikke kunne genkende dem.

Du må også gerne udlevere usløret overvågning til politiet, hvis de skal bruge optagelsen i efterforskning af kriminalitet.

Venlig hilsen
Dansk Erhverv

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil