Gemt

Analyse: Godt halvdelen af danskerne vil gerne arbejde efter pensionsalderen

22. august 2021

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at 52 procent af danskerne godt kan forestille sig at fortsætte med at arbejde efter, at folkepensionsalderen er nået. Opløftende, lyder det fra Dansk Erhverv, der opfordrer til, at det gøres mere attraktivt for pensionister at arbejde.

 

Hvis helbredet ellers er til det, så kan mange danskere se sig selv arbejde videre, selv om dåbsattesten viser, at de har nået folkepensionsalderen. Blandt ufaglærte er det 56 procent, mens tallet for dem, der har et arbejde, der kræver en lang videregående uddannelse, er 59 procent. Der er altså ikke signifikant forskel grupperne imellem.

”Det er bestemt opløftende tal. Danskerne er generelt glade for deres arbejde og deres arbejdsliv, og jeg tror bestemt, at det er noget af dét, som vi ser i denne undersøgelse. Det er også interessant, at der ikke er forskel på ufaglærte og så dem, der har et job, der kræver fem år på universitetet. I det hele taget ser jeg tallene som gode argumenter for, at vi som minimum holder fast i den udvikling af pensionsalderen, som allerede er vedtaget,” siger Peter Halkjær, arbejdsmarkedschef i Dansk Erhverv.

Gør det mere attraktivt at arbejde længere
Peter Halkjær peger på, at det vil være fornuftigt at afskaffe modregningen af lønindkomst i folkepensionen.

 ”Det bør ikke være sådan, at man kan blive trukket i sin folkepension, hvis man arbejder ud over folkepensionsalderen. Guleroden skal være af en tilpas størrelse. Derfor opfordrer Dansk Erhverv til at afskaffe modregningen. Det vil betyde flere hænder og hjerner på arbejdsmarkedet, og det har danske virksomheder brug for lige nu, og de får det i endnu højere grad fremover,” siger Peter Halkjær.

Læs analysen herunder.

Godt halvdelen af danskerne kan forestille sig at arbejde efter folkepensionsalderen

pdf

Download

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil