Gemt

Vi havde håbet på åbning af detail

28. januar 2021

Regeringen har netop forlænget de gældende restriktioner frem til den 28. februar. Dansk Erhverv havde håbet på en åbning af detailhandlen, da branchen tidligere har vist, at den kan sikre de nødvendige sundhedsmæssige foranstaltninger. Dansk Erhverv opfordrer regeringen til med det samme at inddrage erhvervslivet i arbejdet med en genåbningsplan.

Det er netop blevet meldt ud, at de nuværende, skrappe restriktioner bliver forlænget frem til den 28. februar. Det er ærgerligt, at det fortsat er nødvendigt med massiv nedlukning, lyder det fra Dansk Erhverv.

”Vi er helt ærligt skuffede over, at der ikke er blevet åbnet mere op, end det er tilfældet. Særligt havde det været oplagt at lade detailhandlen åbne igen. Den lider lige nu. Branchen har efterhånden fået stor viden og erfaring i forhold til, hvordan man håndterer de sundhedsmæssige foranstaltninger, der er nødvendige for, at kunderne kan handle trygt under forsvarlige forhold. Også de liberale erhverv kunne være omfattet af genåbning. Det ville være gavnligt for at forstå beslutningen, hvis myndighederne fremlægger evidens for, at der sker smittespredning i for eksempel detailhandlen. Vi danskere har generelt opført os særdeles eksemplarisk under hele perioden, og vi vil fortsat gøre, hvis der blev åbnet op i detailhandlen,” siger Brian Mikkelsen.

Læs også interview med Berlingske: Brian Mikkelsen tordner mod ny nedlukning: »Jeg er meget skuffet og uforstående«

Erhvervslivet skal med i genåbningsarbejdet
Det er desuden blevet meldt ud, at der arbejdes på en generel plan for gradvis genåbning fra marts. Det arbejde ønsker Dansk Erhverv at være en stor del af.

”Det er ultravigtigt, at erhvervslivet kommer på banen her. Vi ved, hvordan virksomhederne derude har håndteret corona hidtil og kan komme med konstruktive indspil til, hvordan vi får åbnet Danmark op hurtigst muligt. Hver dag Danmark er lukket ned, koster dansk erhvervsliv og dermed det danske samfund dyrt. Bare et eksempel er detailhandlen, hvor vi ser muligheder for hurtigt at åbne op under forsvarlige forhold. Det er også vigtigt, at vi får øget brugen af tests som et middel til at gøre det sikkert at åbne op og får indført et digitalt coronapas,” siger Brian Mikkelsen.

Mens der ventes på en genåbningsplan, anbefaler Dansk Erhverv, at der findes løsninger, der gør det mere smidigt for detailhandlen at hjælpe kunderne under nedlukningen. Dansk Erhverv peger blandt andet på betaling via click og collect, indlevering og udlevering af reparation og reklamationer og mulighed for individuel tidsbestilling i en række butikker.

Læs Dansk Erhvevs forslag til genåbning herunder.

Dansk Erhverv genåbningspakke

pdf

Download

Kontakt os

Kommunikation

Lars Ohlsen

Pressechef
Kommunikation

Louise Jaaks Sletting

Underdirektør