Gemt

Hold ferie, når du holder ferie: Her er tre gode råd

30. juni 2021

Ferien skal bruges på at holde fri. Derfor får du her tre gode råd, der kan hjælpe dig til at holde ferie, når du har ferie.

 

Sommerferien er lige om hjørnet.

Derfor er det også tid til at holde fri fra dit arbejde. Og det er vigtigt at huske at slappe af og huske at holde ferie. Især efter et år, der igen har budt på hjemmearbejde, og hvor coronavirus igen har præget din hverdag.

Derfor giver Tina Buch Olsson, HR-udviklingschef i Dansk Erhverv, dig her en række råd til at holde ferie.

1. Husk at forberede dit fravær
Det er et dårligt udgangspunkt for en afslappende ferie, hvis du går på ferie med løse ender, ubesvarede mails eller opgaver, der ikke kan lande nogle steder. Derfor bør du sørge for at planlægge løsningen af opgaver, som du skal have afsluttet inden ferien – eller få dem overdraget til kollegaer, inden du slukker computeren og slumrer på sommerferie. Et konkret råd kan være at lave en liste over opgaver, som du skal prioritere, når du vender tilbage efter sommerferien. Så rumsterer de ikke unødvendigt i din ferie.

2. Slå ferietilstand til
Det er en god idé at begrænse din tilgængelighed i ferien. Du kender det sikkert fra din hverdag, hvor det vælter ind med mails, sms’er og notifikationer fra sociale medier. Derfor skal du beslutte dig for, hvad der er væsentligt for dig i din ferie. Hold dig fra arbejdsmailen og tænk over, i hvor høj grad du egentlig har brug for det sædvanlige informationsflow i din ferie.

3. Kom godt tilbage
Sørg for at afsætte tid til at følge op, når du kommer tilbage fra ferie – hvis det er muligt. Det kan være din bunke af opgaver er stor. Det kan være den er lidt mindre. Men du kender sikkert fornemmelsen af at skulle i gear igen. Derfor er det vigtigt, at du har tid til at lande i jobbet og opgaverne igen på en god måde, så giver det dig en bedre ferie og en bedre opstart.

Så husk det nu. Hold ferie, når du holder ferie.