Nye regler skal forhindre cigaretter med gamle afgifter
Folketinget har vedtaget en ændring af tobaksafgiftsloven, der begrænser tiden tobaksvarer kan sælges med “gammel” afgift, efter en ny afgift er trådt i kraft.
Når afgiften på tobak fremover hæves, vil det kun være muligt for detailhandlen at sælge ud af tobaksvarerne med den “gamle” afgift i tre måneder efter, at den nye afgift er trådt i kraft. Herefter følger yderligere 4 uger, hvorefter alle tobaksvarer med gamle afgifter kun må opbevares af autoriserede oplagshavere for tobak – dvs. tobaksproducenterne.
Det er resultatet af en ny ændring i tobaksafgiftsloven, som Folketinget vedtog torsdag den 3. juni.
Opbevaringsfrist forlænget fra 2 til 4 uger
Dansk Erhverv leverede i høringsprocessen et høringssvar, der var meget kritisk overfor de byrder denne regel pålægger detailhandlen. Især at fristerne for opbevaring af tobakken kunne skabe problemer i forsyningskæderne, da virksomheder, der ikke er autoriseret som oplagshaver, i udkastet til lovforslag kun havde to uger udover den sidste mulige salgsdato for at opbevare tobak med ”gamle” afgifter. Denne blev udvidet til 4 uger i det endelige lovforslag.
Baggrunden for de nye regler er situationen i løbet af 2020, hvor nye og højere tobaksafgifter var længere om at slå igennem i markedet. Dette skyldtes dels en bevidst strategi fra enkelte tobaksproducenter, der spekulerede i at sælge produkter med gamle stempelmærker til detailhandlen, efter at dette ikke var tilladt. Dels skyldtes det en manglende håndhævelse af gældende regler af Skattestyrelsen, der først i september, næsten et halvt år efter de nye afgifter trådte i kraft, indskærpede at cigaretpriserne ikke må være lavere end tobaksafgiften plus moms.
Relevant allerede ved årsskiftet 2021/2022
De nye tobaksafgiftsregler vil blive relevante allerede ved årsskiftet til 2022, hvor den næste runde af afgiftsstigninger for tobak vil træde i kraft.
Her vil afgiften på bl.a. cigaretter fra den 1. januar stige med fem kroner. Som nævnt ovenover betyder dette, at butikker må sælge cigaretter med de gamle afgifter i 3 måneder, frem til den 1. april. Herefter må cigaretter med gamle stempelmærker ikke sælges mere, og må kun opbevares i op til 4 måneder efter den nye afgifts ikrafttrædelse – dvs. til den 1. maj. Derfra vil det kun være autoriserede oplagshavere, der lovligt må opbevare disse varer.
Loven finder ikke anvendelse for afgiftsstigninger, der er trådt i kraft inden lovens ikrafttræden. For sådanne afgiftsstigninger finder de hidtil gældende regler anvendelse.
Loven træder i kraft den 1. juli 2021.
Kontakt
