Gemt

Hviletid skal opgøres for hver medarbejder og ikke for hver kontrakt

06. maj 2021

Alle kontraktforhold for en medarbejder hos samme arbejdsgiver skal regnes med i opgørelsen af arbejds- og hviletid, fastslår EU-Domstolen.

Medarbejder ansat på flere forskellige kontrakter hos samme arbejdsgiver
Sagen drejede sig om en rumænsk virksomhed, der havde ansat en del medarbejdere på fuld tid, hvor samme medarbejdere herudover var blevet ansat i samme virksomhed i nogle tidsbegrænsede projektansættelser.

Denne konstruktion medførte, at medarbejderne i de tidsbegrænsede perioder arbejdede mere end 48 timer i gennemsnit og ofte ikke havde 11 timers sammenhængende hvile i døgnet, når man opgjorde den samlede arbejdstid under et.

Medarbejderen eller kontakterne?
Virksomheden argumenterede for, at arbejdstiden i forbindelse med opgørelsen af 48-timers-reglen kun skulle overholdes for hvert kontraktforhold og ikke samlet for hver medarbejder.

Virksomheden mente således, at man ikke var forpligtet til at sikre, at arbejdstidsreglerne blev overholdt på tværs af ansættelsesforholdene men kun for det enkelte kontraktforhold, og at dette var til medarbejdernes fordel, idet de derved havde mulighed for at arbejde og tjene mere.

Retten i Bukarest fandt anledning til at forelægge spørgsmålet for EU-Domstolen.

EU-Domstolens afgørelse
EU-Domstolen fandt, at bestemmelserne i Arbejdstidsdirektivet (11 timers hvile i døgnet og maksimalt 48 timers arbejde i gennemsnit) skal fortolkes sådan, at de fastsatte begrænsninger gælder for den samlede arbejdstid i tilknytning til alle de kontrakter, en medarbejder har indgået med den samme arbejdsgiver. Dette af hensyn til at beskytte medarbejderens muligheder for blandt andet hvile.

Det betyder, at der ved opgørelse af hviletid og arbejdstid skal medtages alle kontraktforhold, som medarbejderen måtte have hos den samme arbejdsgiver. Det gælder uanset virksomhedens og medarbejdernes eventuelle fælles interesse i at blive undtaget herfor.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen ikke er overraskende. EU-Domstolen er i sin fortolkning af hviletidsbegrebet i Arbejdstidsdirektivet meget påpasselige med, at der ikke efterlades et rum for omgåelse af de grundlæggende beskyttelseshensyn, der er i direktivet. Disse hensyn vejer tungere end hensynet til, at en virksomhed og medarbejder gerne vil fravige reglerne ud fra en fælles interesse.

Dansk Erhverv opfordrer medlemsvirksomhederne til at kontakte os, hvis der er spørgsmål til reglerne om arbejds- og hviletid.