Gemt

Bortvist på grund af bibeskæftigelse

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 28. oktober 2021

Det var berettiget at bortvise en medarbejder, der uden forudgående tilladelse fra sin arbejdsgiver påtog sig hvervet som plejemor og efterfølgende forsøgte at holde bibeskæftigelsen skjult. Dansk Erhverv førte sagen for medlemmet.

 

Sagen kort
Sagen drejede sig om en medarbejder med ca. 17 års anciennitet, der var ansat som souschef i en virksomhed, der hjælper familier med misbrugsproblemer og andre sociale problemer, herunder blandt andet med frivillige anbringelser af børn.

Som souschef i virksomheden var der er et krav om og behov for, at medarbejdere kunne træde til i akut opståede situationer, såsom anbringelse af børn eller fremskaffelse af bolig til boligløse forældre. På grund af dette behov blev lederne ansat uden højeste arbejdstid og med et krav om at kunne stå til rådighed i vidt omfang. Dette vilkår fremgik af ansættelseskontrakterne, og ledernes løn var fastsat under hensyntagen hertil. Det var endvidere aftalt, at souschefen var forpligtet til at stille sin fulde arbejdskraft til rådighed for virksomheden, således at hun ikke kunne påtage sig anden erhvervsmæssig beskæftigelse uden forudgående tilladelse fra arbejdsgiveren.

Da direktøren opdagede souschefens ønske om at påtage sig hvervet som plejemor, gav han afslag på det. Souschefen og hendes ægtefælle valgte uanset afslaget at tage plejebarnet ind. Souschefen afslog herefter at drøfte forholdet med ledelsen med den begrundelse, at det var ægtefællen, der skulle være plejefar. Da det senere kom til direktørens kendskab, at souschefen trods afslaget alligevel havde påtaget sig hvervet, forsøgte direktøren forgæves at få souschefen i tale om rygterne.

Da souschefens forbund efterfølgende bekræftede plejeforholdet, blev souschefen bortvist. Forbundet indbragte herefter sagen for Ledernævnet.

Afgjort af Ledernævnet
Opmanden i Ledernævnet konstaterede indledningsvist, at opgaven som plejefamilie måtte anses som omfattet af begrebet erhvervsmæssig beskæftigelse som nævnt i ansættelseskontrakten. Opmanden begrundede det blandt andet med, at plejeforældrene modtager et ikke ubetydelig vederlag, som er skattepligtig som A-indkomst, hvortil der skal svares ATP og arbejdsmarkedsbidrag.

Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det muligvis var ægtefællen, der skulle varetage størstedelen af omsorgsopgaven, da ægteparret som sådan havde et fælles ansvar for plejebarnet. Opmanden bemærkede også, at plejebarnet var kommet i kontakt med parret via souschefens arbejde hos virksomheden, idet souschefen var familiekonsulent for den biologiske mor.

Da souschefen havde påtaget sig plejebarnet i strid med sin ansættelseskontrakt og direktørens afslag, og da hun endvidere havde afslået at oplyse nærmere om forholdet, fandt opmanden, at souschefen havde handlet illoyalt og groft tilsidesat vilkårene for sin ansættelse. Bortvisningen var derfor berettiget.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at begrebet erhvervsmæssig beskæftigelse ikke skal forstås snævert, men at det efter omstændighederne kan omfatte hverv, der ikke er beskæftigelse i klassisk forstand.

I øvrigt er afgørelsen i tråd med praksis, som fastslår, at man som medarbejder har pligt til at optræde loyalt og overholde vilkårene i sin ansættelseskontrakt. Når denne pligt bliver groft tilsidesat, kan en bortvisning være berettiget.

Dansk Erhverv opfordrer sine medlemmer til at søge rådgivning forud for eventuel bortvisning af medarbejdere.