Gemt

KV21: Beskæftigelse og arbejdskraft fik fokus i Odense

14. oktober 2021

Det starter med erhvervslivets rammevilkår. Jo bedre de er i kommunerne, jo bedre har Danmark det. Dansk Erhverv afholder i samarbejde med Sydbank 16 erhvervspolitiske events op til kommunalvalget. I Odense var der fokus på manglende arbejdskraft og beskæftigelse, som lige nu er vigtigt.

 

”Kan vi gøre det lettere at drive virksomhed og skabe nye arbejdspladser i kommunen?”

Det var bare et blandt mange spørgsmål, som det lokale erhvervsliv fik mulighed for at debattere med en række lokale spidskandidater, da der var kommunalt valgkampsevent i Odense Congress Center.

”Standpunkt KV21” er titlen på de lokale erhvervsevents, som finder sted rundt om i landet. Erhvervseventsne er arrangeret af Sydbank i samarbejde med Dansk Erhverv. Du kan tilmelde dig her til en af de 16 erhvervspolitiske debatter på tværs af Danmark.

I Odense var flere hundrede mødt op. En af dem var direktør for Scandic i Odense, Tom Filstrup.

”Når der er en spændende invitation til valgmøde, hvor toppolitikerne i Odense er med, krydret med Fyns tre stærkeste erhvervskort, så er det spændende at komme og høre sådan en dialog,” siger Tom Filstrup.

Læs også: Se vores anbefalinger og interaktive kort for de enkelte kommuner

Beskæftigelse og arbejdskraft i fokus
”Hvis jeg skal fremhæve noget, så er det beskæftigelse. Lethed og enkelthed i forhold til at kunne ’tappe’ ind i de løsninger, der kunne være for at få alle med på arbejdsmarkedet. Det er der behov for i øjeblikket,” fortæller Tom Filstrup.

Og i løbet af aftenens debat var det også et tema, som kom op. Her erkendte Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at der mangler arbejdskraft.

”Og det er på alle hylder, at der er brug for arbejdskraft,” sagde han fra scenen i Odense Congress Center.

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, deltog også i debatten og fortalte, hvorfor erhvervslivets rammevilkår også er vigtige lokalt. Efter debatten var han tilfreds med debatten og den dialog, som havde fundet sted i Odense.

”Super godt møde her i Odense. Et par hundrede mennesker var samlet til at komme med nogle konkrete bud på, hvordan man gør erhvervslivet endnu bedre her i Odense,” lød det fra Brian Mikkelsen.

Du kan tilmelde dig kommunalvalgsturen. Se her, hvor i landet de forskellige erhvervsevents bliver afholdt.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Mette Lynge Hansen

Fagchef for strategisk kommunikation