Gemt

Forbrugerombudsmanden: Samtykke til e-mails om virksomhedens produkter omfatter ”tabt kurv-beskeder”

16. september 2021

Et samtykke til at modtage markedsføring om en virksomheds produkter vil også inkludere ”tabt kurv beskeder”, hvis samtykket er specificeret, og den vare, der er efterladt i kurven, falder inden for det, der er givet samtykke til.

Mange tror, at de i samtykke-teksten skal nævne, at der må sendes ”tabt kurv-beskeder”. Forbrugerombudsmanden slår nu fast, at det ikke er nødvendigt.

Du må som bekendt ikke sende en ”tabt-kurv besked”, medmindre kunden har givet et gyldigt samtykke til elektronisk markedsføring. Gør du det alligevel, er det en overtrædelse af markedsføringslovens § 10.

Et samtykke skal være specificeret

Det betyder bl.a., at det skal fremgå, hvad nyhedsbrevsmodtageren vil modtage markedsføring om. Det kan f.eks. være beklædning, møbler eller rejser, men det er tilstrækkeligt at skrive ”varer inden for vores sortiment”, hvis sortimentet er kendt. Derimod er det ikke tilstrækkeligt at skrive ”nyheder, tips og gode tilbud”.

Hvis det, der er efterladt i den virtuelle kurv, falder ind under det, der er givet samtykke til, er det nok. Et samtykke til at modtage markedsføring om virksomhedens produkter vil derfor også inkludere ”tabt-kurv-beskeder.”

Et samtykke til markedsføring kræver en afsluttende handling

Forbrugerombudsmanden udtaler også, at der først er givet et samtykke, når kunden har foretaget en afsluttende handling, der klart er udtryk for, at kunden giver et samtykke.

Det kan f.eks. være en pop-up på forsiden, hvor kunden klikker på en knap, hvor der står ”tilmeld”. Hvis tilmeldingen til nyhedsbrev sker i tjek-ud, hvor kunden sætter et flueben i et felt, er samtykket først givet, når kunden har afsluttet købsflowet ved f.eks. at klikke på ”Godkend og betal”.

Læs hele Forbrugerombudsmandens udtalelse

Gyldige permissions kræver, at du giver følgende oplysninger ved tilmelding:

  • Hvem sender elektronisk markedsføring til kunden (Det kan fremgå af omstændighederne)
  • Hvad vil nyhedsbrev eller markedsføring indeholde. (Krav om specificering)
  • Hvordan vil kunden modtage elektronisk markedsføring? (pr. mail, sms, eller?)
  • At kunden til enhver tid kan trække sit samtykke tilbage/afmelde sig.

Guide: Tjek om du indhenter lovlige permissions

Kontakt os

Digital Handel

Tina Morell

Chefkonsulent