Gemt

UXV Technologies direktør bliver næstformand for klimapartnerskabet på forsvarsområdet

21. september 2021

Steven Friberg, der til dagligt er CEO for drone- og robotvirksomheden UXV Technologies, er af forsvarsministeren udpeget som ny næstformand for klimapartnerskabet på forsvarsområdet.

 

Steven Friberg grundlagde i 2014 virksomheden UXV Technologies, der udvikler, designer og producerer avanceret drone- og robotteknologi. UXV er en del af de danske SMV’er på forsvarsområdet, der de seneste år er lykkedes med eksport af førende teknologi fra Danmark til partnernationer. Steven Friberg og UXV Technologies er en del af Dansk Erhvervs medlemsnetværk af forsvarsvirksomheder.

Før sommerferien nedsatte regeringen et 14. klimapartnerskab på forsvarsområdet. Klimapartnerskabets opgave bliver at kortlægge, hvilke klimavenlige løsninger, der er under udvikling på forsvarsområdet og ligeledes bygge bro, så løsninger fra det civile marked også kan finde anvendelse i Forsvaret.

Steven Friberg, CEO for UXV Technologies, siger:

Det er en stor glæde at få lov til tage en ledende rolle i partnerskabets arbejde med at finde grønne løsninger, der kan fremme Forsvarets klimaindsats samtidig med at det kan stimulere dansk eksport af klimateknologi. Jeg tror på, at Danmark via et tæt og inddragende samarbejde i klimapartnerskabet på forsvarsområdet kan blive et foregangsland til gavn for både Forsvaret og det øvrige samfund”.

Klimapartnerskabet på forsvarsområdet sekretariatsbetjenes af Dansk Erhverv og DI i fællesskab, og partnerskabet forventer i foråret 2022 at aflevere sine anbefalinger til Grønt Erhvervsforum.”

Læs mere om udpegningen på Forsvarsministeriets hjemmeside: Næstformand udpeget for klimapartnerskab på forsvarsområdet