Gemt

Dansk Erhverv glæder sig over ny rekord i antallet af patentansøgninger

05. april 2022

Nye tal fra Den Europæiske Patentmyndighed viser en flot vækst i antallet af søgte patenter. Det er af største vigtighed, at Danmark er langt fremme i innovationsbussen, lyder det fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

 

Sidste år fik Den Europæiske Patentmyndighed 2.642 patentansøgninger fra danske virksomheder. Det er en stigning på 222 i forhold til året før.

”Det er en rigtig god nyhed. Hvis vi ser på de områder, som søger patenter, så har vi fra dansk side især søgt inden for grøn energi, medicinsk teknologi og bioteknologi. Det er på alle måder fremtidens vækstområder, så det er af største vigtighed, at Danmark er langt fremme i innovationsbussen. Ser vi på klimaområdet, så skal vi jo have udviklet de grønne teknologier, der gør, at vi kan nå i mål med klimaambitionerne. Og udvikler vi dem i Danmark, så er der alle muligheder for, at vi kan skabe ikke bare et men flere nye eksporteventyr, der vil komme os alle til gode,” siger Mads Eriksen Storm, uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv.

Endnu mere offentlig og privat forskning
Mads Eriksen noterer sig desuden, at Danmark ligger flot i forhold til antal patentansøgninger pr. indbygger. Vi ligger således rigtigt flot, men nr. 1 på listen, Schweiz, søger mere end dobbelt så mange patenter. Det handler blandt andet og især om, at vi skal styrke dansk forskning.

”Vi kan se på Schweiz, at man kan komme langt højere op. Lad os da sigte mod stjerne, og skabe en forsknings- og innovationskultur, der skaber endnu mere velstand og flere grønne løsninger. Vejen derhen er endnu mere offentlig og privat forskning” siger Mads Eriksen Storm.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Mads Eriksen Storm

Uddannelses- og forskningspolitisk chef
Medarbejderprofil