;
Gemt

Øget genanvendelse og klar organisering af affaldssektoren er et skridt nærmere

05. april 2022

Lovforslag om ”en stærk genanvendelsessektor” sætter rammerne for at danske affaldsvirksomheder kan være med i kapløbet om de grønne affaldsløsninger. Dansk Erhverv har længe arbejdet for at sikre en klar organisering i affaldssektoren, som understøtter teknologisk udvikling og sikre mere genanvendelse. Med lovforslaget skal kommunerne udbyde behandling af genanvendeligt affald, hvilket har været en af mærkesagerne for Dansk Erhverv.

 

Lovforslag om ”en stærk genanvendelsessektor” blev fremsat i slutningen af marts 2022. Formålet med lovforslaget er overordnet:

  • Private aktører skal have adgang til alt genanvendeligt affald mhp. storskala og eksport af teknologiske løsninger.
  • Klare rammer, der skaber sikkerhed for nye investeringer i genanvendelsesanlæg og innovation.
  • Økonomisk tilsyn mhp. gennemsigtighed, lige konkurrencevilkår og effektive priser i affaldssektoren.

Dansk Erhverv er enige i formålet med lovforslaget og har i processen aktivt givet input til udformningen af lovforslaget. Lovforslaget vil medføre krav til kommuner om udbud af sortering og behandling af genanvendeligt husholdningsaffald. Det medfører, at alt genanvendeligt affald fremadrettet skal behandles af private aktører. Hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form, vil det sikre en klar organisering for affaldssektoren. Dette er nødvendigt for at give de private virksomheder tryghed for adgangen til affaldet og dermed understøtte muligheden for etableringen af nye anlæg i Danmark.

Fortsat plads til forbedringer i lovforslaget – sammenpresning af affald giver først mening efter sortering
Selvom Dansk Erhverv er enig i størstedelen af lovforslaget, så er der fortsat områder, hvor der er behov for en tilpasning, for at understøtte at mest muligt affald bliver genanvendt.

Lovforslaget ligger op til at kommunerne må sammenpresse affaldet som en del af omlastningen. Dansk Erhverv opfordrer på det kraftigste til, at kommunerne ikke må foretage sammenpresning, da det kan besværliggøre, og i værste fald umuliggøre, genanvendelse af affaldet. Da kommunerne ikke må sortere på affaldet inden sammenpresning, risikere man at forurene det indsamlede affald og dermed reducere muligheden for genanvendelse. Det betyder øget affaldsafbrænding.

Hvis det er kommunens vurdering, at sammenpresning er nødvendig for transportoptimering, bør der være krav til kommunen om udbud af opgaven. Til forskel fra kommunen kan de private virksomheder sortere affaldet inden eventuel sammenpresning, hvorved maksimal genanvendelse opnås. 

Videre proces
Lovforslaget blev fremsat i Folketinget i slutningen af marts 2022. Det er planen, at lovforslaget skal træde i kraft den 1. juli i år.

Energistyrelsen forventes at sende bekendtgørelser i høring den 8. april. En del af lovforslaget omhandler regulering af genbrugspladser. Bekendtgørelsesændringer i forhold til dette forventes først at blive sendt i høring i efteråret 2022, med ikrafttrædelse 1. jan. 2023.

Læs det fremsatte forslag her L 153 - 2021-22 (oversigt): Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og lov om Forsyningstilsynet. (Nye rammer for kommunal behandling af affald egnet til materialenyttiggørelse, indsamling af erhvervsaffald, genbrug på genbrugspladser og skærpet økonomisk tilsyn). / Folketinget (ft.dk)

Find høringssvar og høringsnotat her Høringsdetaljer - Høringsportalen (hoeringsportalen.dk)

 

Lovforslagets hovedelementer

  • Udbudspligt for behandling af genanvendeligt husholdningsaffald
  • Selskabsgørelse af eksisterende kommunale anlæg i en overgangsperiode
  • Fritvalgs-ordninger der giver virksomhederne fleksibilitet i forhold til indsamling
    • Frit valg til at vælge en privat aktør til indsamling af forbrændingsegnet affald
    • Kommunerne får mulighed for at tilbyde små virksomheder at benytte den kommunale ordning hvis de har affald svarende til en husholdning
  • Regulering af genbrugsområde på genbrugspladserne
  • Skærpet økonomisk tilsyn med affaldssektoren 

Eksempel på lovforslagets virkning

Hvis en borger har smidt en malerbøtte med maling eller en fyldt yoghurt beholder ud, så må kommunen ikke foretage en systematisk udsortering af dette inden sammenpresning. En sammenpresning af de nævnte genstande, vil medføre forurening af det omkringliggende affald, f.eks. ved at der kommer maling på øvrige indsamlede genstande. Det kan i værste fald forhindre genanvendelse.