Gemt

Gode takter for familieejerskabet i regeringsgrundlaget

Regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering indeholder flere positive tiltag for Danmarks mange familieejede virksomheder, i form af bedre værdiansættelse, lavere generationsskifteskat og en annulleret lagerbeskatning af ejendomme.

Nyhed

30. december 2022

Efter historisk lange regeringsforhandlinger er der nu dannet en bred regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Def er ydermere tale om en flertalsregering, hvorfor det må forventes at regeringsgrundlaget som minimum bliver effektueret. Dog lægger regeringen også op til forhandlinger med folketingets partier samt vil respektere allerede indgåede forlig. Derfor er der fortsat muligheder for forbedringer.

For Danmarks mange familieejede virksomheder er der flere konkrete tiltag i regeringsgrundlaget som er værd at fremhæve og folde ud. 

Værdiansættelse
Der er afsat 0,5 mia. kr. til at skabe en ny model for værdiansættelse af virksomhederne ved generationsskifte. Det er Dansk Erhverv meget tilfredse med. Siden 2015 har der været alt for meget usikkerhed på området. Det vigtige for Dansk Erhverv er at der nu kan udarbejdes en model som sikre forudberegnelighed, styrker retssikkerheden og reducerer likviditetsdrænet. Vi går aktivt ind i det arbejde sammen med relevante parter.

Lavere generationsskifteskat 
Der er afsat 0,5 mia. kr. til at nedsætte bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af erhvervsvirksomheder fra 15 pct. til 10 pct.. Det er dejligt at retningen på generationsskifteskatten nu er nedadgående efter flere år med stigende erhvervsbeskatning. Generationsskifteskatten kan betragtes som enhver anden kapitalbeskatning som reducerer virksomhedernes muligheder for at investere i deres kapitalapparat. Derfor er det positivt at det fremadrettet ser ud til, at flere penge kan blive ude i virksomhederne.

Annullering af lagerbeskatning
Der lægges også op til at annullere den planlagte skatteforhøjelse på løbende beskatning af selskabers ejendomsavancer (lagerbeskatning). Regeringen annullerer dermed en planlagt skattestramning for ca. 1 mia. kr. årligt som skulle have været i funktion fra 1. januar 2023. Den er dog blevet udskudt grundet folketingsvalg og regulatoriske udfordringer. Det er yderst positivt for især de familieejede udlejningsvirksomheder, som i generationer har opkøbt, renoveret og vedligeholdt udlejningsejendomme i Danmark. De kan nu fortsætte som hidtil, og først blive beskattet af en evt. avance på deres ejendomme hvis de sælger ud af dem. 

Dansk Erhverv ser frem til at gå ind i arbejdet i 2023 som en konstruktiv medspiller.