;
Gemt

Mariehjemmene: Beboerne er omdrejningspunktet – ikke de administrative systemer

22. december 2022

Hvad mener medlemmerne om det nye regeringsgrundlag?

Den nye SVM-regering har lanceret en række forslag til reformer af den offentlige sektor og samarbejde mellem private og offentlige aktører på velfærdsområdet. Vi har spurgt en række medlemsvirksomheder, hvad deres reaktioner på det nye regeringsgrundlag er. Her kan du læse svarene fra Malene Størup, der er administrerende direktør for Mariehjemmene.

 

Mariehjemmene driver 8 plejehjem og 12 botilbud i hele Danmark. Derudover administrerer de ca. 600 boliger. Mariehjemmene beskæftiger ca. 1100 ansatte.
Mariehjemmene er en dansk erhvervsdrivende fond, som arbejder på almindelige markedsvilkår som non-profit organisation.

Vi har talt med Malene Størup, der er administrerende direktør for Mariehjemmene.

Hvad er din første reaktion på SVM-regeringens tanker om et reformspor omhandlende velfærd?

Reformsporet 2.0. rummer på den ene side en række ambitioner, som en selvejende non-profit organisation som Mariehjemmene allerede har indfriet mange store potentialer i. Det handler særligt om frisættelse af ledelse, medarbejdere og tværfagligheden. Frisatte medarbejdere og ledelse har tid til beboerne på plejehjemmen, overskud til at skabe nærvær og sikre beboernes selvbestemmelse. Det giver frihed og ansvar. 

Når der er frihed, er samarbejdet om beboerne det vigtigste – ikke om en særlig faggruppe kun må løse bestemte opgaver.

Mariehjemmene hilser velkomment, at den omfattende dokumentation nedbringes og tilsyn omkalfatres, så omdrejningspunktet er beboerne og ikke systemerne.

På hvilken måde vurderer du, at regeringsgrundlaget kan påvirke jeres rammevilkår?

Frit valg er en grundværdi i Mariehjemmene. Jeg er glad for at det afspejles i reformsporet, at det er beboernes frie valg og ikke kommunernes frie valg, som er omdrejningspunktet.

Det vil skabe markant bedre rammevilkår, at borgere har mulighed for en langt højere grad af frit valg, skabe bedre sammenhæng i ydelserne og nedbringe bureaukrati forbundet med dette. Og lige så vigtigt, vil det sikre borgernes rettigheder.

Ambitionerne om et styrket offentligt-privat samarbejde er lovende. Mariehjemmenes tilgang er, at vi kun løser de meget store udfordringer, der er på velfærdsområder, ved at bringe de selvejende organisationer, civilsamfundet og det offentlige sammen om at skabe fælles løsninger.

Mariehjemmene er kendetegnet ved, at mange medarbejdere er på arbejdspladsen i mange år. Vi har netop lanceret holdningspapiret ”Mariehjemmene som fremtidens arbejdsplads”, hvor seniorordning, frisættelse af medarbejdere og ledelse i er en grundlæggende værdi og uddannelse af både faglært og ufaglært arbejdskraft bliver et meget stort fokusområde for os i 2023 og de kommende år.

Er der noget, du savner i regeringsgrundlaget?

De væsentligste mangler i regeringsgrundlaget handler især om socialområdet, realismen i reformsporet, og risikoen for at der blot opfindes nye administrative funktioner. Derudover mangler der opkvalificering og efteruddannelse af ufaglærte.

Socialområdet bliver behandlet stedmoderligt i reformsporet. Det er uambitiøst og dybt bekymrende. Jeg frygter en syltekrukke af udvalg, som forhaler, at der er behov for at handle nu.

Jeg er bekymret for realismen og realiseringen at reformsporet, da der skal gives slip og sættes fri en grad og i et meget stort omfang.

Jeg frygter, at der opfindes nye meningsløse funktioner for at kompensere for, at der gøres op med bureaukrati og omfattende dokumentation.

Der mangler konkrete forslag om at opkvalificere flere ufaglærte voksne gennem styrkede muligheder for opkvalificering og efteruddannelse gennem hele arbejdslivet