Gemt

Årets bedste nyhed - nu skal vi ud at opleve igen

26. januar 2022

686 dage efter den første store nedlukning melder regeringen med opbakning fra Folketinget nu, at den ønsker restriktionerne fjernet. Det er til dato årets bedste nyhed. Nu skal vi alle sammen ud at opleve igen, opfordrer Brian Mikkelsen.

På et pressemøde har statsministeren netop meldt ud, at regeringen indstiller til, at alle restriktioner stopper pr. 31. januar. Den udmelding vækker begejstring i Dansk Erhverv.

”At restriktionerne ophæves på mandag, er en meget positiv melding. Det er til dato året bedste nyhed. To år er gået med restriktioner og store omkostninger for rigtigt mange mennesker og virksomheder. Mange hensyn har været i spil de sidste to år, og selvom vi undervejs ikke har været enige om alt, er Danmark i dag et rigtigt godt sted – i særdeleshed når vi sammenligner os med den store verden omkring os. Fra Dansk Erhverv skal lyde en stor tak til alle, der har været med til at håndtere den her pandemi, og tak til regeringen, Folketinget, myndigheder og organisationer for et samarbejde, der viser, at sammenhold er det stærkeste hold, en nation kan stille med," siger Brian Mikkelsen og fortsætter:

”Der er brancher og virksomheder, der har lidt meget store tab de sidste to år på grund af restriktioner. Jeg er sikker på, de er klar til at tage imod os alle sammen igen - klar til at give os alle sammen gode oplevelser. Nu skal vi ud at opleve igen!”

Læs mere på sum.dk: Alle restriktioner udløber d. 31. januar

Corona-restriktioner bliver ophævet for erhvervslivet

Dette gælder fra den 1. februar:

  • Serveringssteder mv. kan holde åbent uden restriktioner ift. lukketider, arealkrav og salgstider for alkohol
  • Nattelivet kan åbne igen
  • Mulighed for salg af alkohol i detailhandlen efter kl. 22.00
  • Spillehaller, kasinoer, lege- og badelande kan åbne igen
  • Forsamlingshuse og selskabslokaler kan åbne for private fester
  • Der kan afholdes messer, foredrag og konferencer uden deltagerloft
  • Ingen krav om mundbind og coronapas for kunder og medarbejdere i butikker, restauranter og det øvrige erhvervsliv.

Fortsat hjælp til udsatte virksomheder og selvstændige
Selvom alle restriktioner nu bliver ophævet, er der stadig mulighed for at søge kompensationsordningerne for faste omkostninger og selvstændige mv. frem til og med den 28. februar. Det vil sige, at hvis en virksomhed på trods af genåbningen fortsat oplever en nedgang i omsætningen på mere end 30 pct., så er det muligt at søge om kompensation. Samtidig vil regeringen under arrangørordningen give mulighed for en omstillingsperiode på 14 dage, under forudsætning af at dette kan statsstøttegodkendes.

Den generelle lønkompensationsordning er desuden gældende frem til den 15. februar 2022.

Med ophævelsen af restriktionerne vil der ikke længere være mulighed for at lukke sin virksomhed frivilligt ned for at opnå kompensation, da der nu ikke længere er begrænsninger, som afholder virksomheder fra at drive forretning.

Læs mere på em.dk: Regeringen ophæver de sidste corona-restriktioner for dansk erhvervsliv

Kontakt

Kommunikation & Presse

Jesper Ingemann

Pressekonsulent