Gemt

Nye regler for prismarkedsføring træder nu i kraft

24. maj 2022

Den 28. maj træder de nye regler for prismarkedsføring i kraft og i den forbindelse er Forbrugerombudsmandens retningslinjer for prismarkedsføring blevet opdateret og Dansk Erhverv afholder webinar om de nye regler.

 

Forbrugerombudsmanden har afsluttet første runde af forhandlingerne om en opdatering af retningslinjerne om prismarkedsføring og de opdaterede retningslinjer kan nu læses på Forbrugerombudsmandens hjemmeside: Forbrugerombudsmandens - Retningslinjer for prismarkedsføring

Vi forventer, at der kommer en ny runde af forhandlinger, hvor det kommer til at handle om fordelsprogrammer, medlemsklubber og lignende tiltag.

Kort om ændringerne i reglerne
Reglerne er blevet ændret på baggrund af et EU-direktiv og det betyder blandt andet ændringer på følgende punkter:

  • Normalprisperioden: Ændres fra 6 uger (42 dage) til 30 dage
  • Kampagneperioden: Ændres fra 14 dage til 10 dage
  • Før-prisen skal altid vises, når I kommunikerer en prisnedsættelse
  • Alle generelle prisnedsættelser påvirker normalprisen – også selvom prisnedsættelsen kun gælder meget kortvarigt
  • Visse salgsfremmende udtryk betragtes som ”meddelelse om en prisnedsættelse” og derfor skal før-prisen nævnes i denne type annoncer

EU-Kommissionen har også lavet nye retningslinjer
EU-Kommissionen offentliggjorde i december sidste år deres retningslinjer om de nye regler, hvor du kan læse om Kommissionens tolkning af reglerne. Se mere her: Eur-lex.europa.eu

Dansk Erhverv afholder et webinar om prismarkedsføringsreglerne den 7. juni. Her vil vi naturligvis gennemgå de nye regler, men også alle de bestemmelser, som bliver videreført og som du fortsat skal overholde. Du kan tilmelde dig webinaret på Dansk Erhvervs hjemmeside: Få styr på de nye regler for Prismarkedsføring. I efteråret afholder vi også fysiske kurser om reglerne og her planlægger vi kurser flere steder i landet, så hold øje med vores hjemmeside.

Er du medlem af Dansk Erhverv er du altid velkomne til at kontakte vores erhvervsjurister, hvis du har spørgsmål til de nye regler eller andre spørgsmål til markedsføringsloven.

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer
Medarbejderprofil
Handel

Martin Jørgensen

Advokat & Fagchef for Markedsføringsret
Medarbejderprofil