Gemt

Stigende inflation: Behov for justering af afregningspriser

17. marts 2022

Mange virksomheder, der er leverandører til det offentlige, oplever, at omkostningerne stiger som følge af den høje inflation, men uden at afregningsprisen for ydelserne følger med. Dansk Erhverv har været i dialog med Erhvervsministeriet, der i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Økonomistyrelsen har udarbejdet en vejledning om udbudslovens muligheder for at foretage større ændringer i afregningsprisen.

 

Stigende inflation i skyggen af Ruslands invasion af Ukraine betyder, at der er behov for justering af afregningspriser til leverandører til det offentlige.

Omkostningerne til private leverandørers ydelser til det offentlige stiger, men afregningspriserne følger ikke nødvendigvis med. Ofte er der i kontrakter mulighed for at foretage én årlig prisregulering, men med den stigende inflation er den årlige prisregulering ikke tilstrækkelig.

Dialog med Erhvervsministeriet
Der er dog muligheder i udbudsloven for at justere på afregningsprisen. Dansk Erhverv har derfor været i tæt dialog med Erhvervsministeriet, der i samarbejde med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Økonomistyrelsen nu har udarbejdet en vejledning om mulighederne for at anvende § 183 i udbudsloven.

§ 183 i udbudsloven giver mulighed for at foretage større ændringer i afregningsprisen under forudsætning af, at behovet for ændringen ikke har kunne forudses af en påpasselig ordregiver, og at kontrakten ikke ændrer overordnet karakter.

Læs vejledningen her: Notat vedr. ændringer af kontrakter som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine (kfst.dk).

Forbrugerprisinflation og produktionspriser banker i vejret
Inflationspresset i dansk økonomi stiger med høj hastighed i øjeblikket. Det er en helt ny virkelighed, efter vi i mange år har haft stabil lav inflation. Det gælder både forbrugerprisinflationen og produktionspriserne.

Læs her om de kraftige prisstigninger

Læs også Dansk Erhvervs nøgletalsanalyse om inflationsudviklingen

Dansk Erhverv følger udviklingen tæt og er i fortsat god dialog med Erhvervsministeriet.

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Branchedirektør for OPS
Medarbejderprofil
Offentlig-privat samarbejde

Michael Borring Andersen

Fagchef for offentlig ret, advokat, mediator