Dem, der har størst behov for hjælp, farer vild i systemet

Kira West, medlem af Velfærdsrådet, direktør i Hjem til Alle Alliancen og formand for Rådet for Socialt Udsatte fortæller om sit syn på fremtidens velfærdsudfordringer.

 

Hvorfor mener du, at der er brug for Velfærdsrådet?
Fordi velfærdssamfundet har nogle store udfordringer i forhold til at kunne hjælpe borgerne bedst muligt. Udfordringerne går på tværs af forvaltninger, sektorer og ressortområder, og løsningerne skal findes i et samspil mellem offentlige, private og civile aktører.

Jeg arbejder inden for socialområdet, som er kendetegnet ved nogle komplekse problemstillinger – vilde problemer eller wicked problems, som de også kaldes – der ikke kan løses af Socialministeriet eller Socialforvaltningen i en given kommune, der skal flere aktører på banen.

Det kan eksempelvis være en ung hjemløs, der bruger rusmidler, har en psykisk lidelse og kommer fra en belastet baggrund. Hvis vedkommende skal hjælpes til en bedre hverdag med egen bolig, uddannelse, beskæftigelse, netværk og fritidsliv, så skal der flere instanser og sektorer ind over.

Sociale problemer er først og fremmest menneskeligt dyre – de koster manglende trivsel, lidelse og alt for korte liv – men de er også samfundsøkonomisk voldsomt dyre.

Hvad ser du som de største udfordringer på velfærdsområdet nu og i fremtiden?
Der er et paradoks i, at vi har et af verdens bedste og mest udbyggede velfærdssamfund, men at det er blevet så stort og forgrenet, at de mennesker, der har mest brug for hjælp, farer vild i det eller slet ikke kan få adgang, fordi det er for svært og kompliceret – så deres problemer udvikler sig og bliver sværere og sværere at løse.

Min erfaring fra eksempelvis Reden er, at borgernes problemer forværres, fordi systemet er for rigidt. Mange af dem tager stoffer for at dulme psykiske og fysiske smerter, fordi de ikke har adgang til sundhedsvæsenet. De lever alt for kaotisk til at møde op til deres aftaler, så de bliver ikke udredt, men har i stedet et konstant behov for stoffer.

Der er desværre en tendens til, at man politisk forsøger at løse problemerne ved at bygge ovenpå og udenpå det eksisterende med endnu mere lovgivning og flere regler, der gør det mere rigidt og komplekst.

Ofte er reformerne kortsigtede, og regel- og lovændringerne bygger sjældent på et grundigt og inddragende analysearbejde. Det betyder, at vi ikke får taget livtag med de strukturelle problemer.

Har du nogle bud på kort- eller langsigtede løsninger, som du tager med i Velfærdsrådet?
Jeg er sikker på, at vi alle bliver klogere undervejs. Men det, jeg allerede nu kan sige, er, at det ikke kun handler om hvilke løsninger, der skal til, men også hvordan de løsninger bliver lavet og på hvilket grundlag.

Jeg tror ikke, vi kan lave bedre velfærdsløsninger, hvis ikke vi begynder at lave velfærdspolitik på en anden måde.

Der har været en tendens til hurtige reformer og aftaler, der bygger på enkeltsager, politisk pres og den slags – og det viser sig alt for ofte, at de reformer ikke virker, fordi de ikke får bugt med det, der i virkeligheden er problemet.

Mit ønske er, at man begynder at lave velfærdspolitik på en helt ny måde – en meget mere langsigtet, analytisk og inddragende måde, hvor man giver sig tid til at komme i dybden med årsagen til problemerne, og hvad der skal til for at løse dem.

Komplicerede samfundsproblemer kan ikke løses af nogle få politikere og embedsmænd, vi er nødt til at inddrage alle aktører på tværs af sektorer og ressortområder.

Det kræver mod og vilje at investere i politiske processer, der rækker ud over indeværende budget og valgperiode. Det er der flere eksempler på inden for fx infrastrukturområdet, eksempelvis metroprojektet, som har været 30 år undervejs og stadig er i gang. Projektet er kommet i stand efter samarbejde på tværs af sektorer og typer af virksomheder og offentlige aktører. Alle har skullet binde sig til noget.

Sådan nogle reformer håber jeg at se på social- og velfærdsområdet.