Gemt

Kunstnermoms – quo vadis

02. november 2022

Et lovforslag vil indføre en moms på kunstneriske virksomheder. Et forslag, der ikke mindst vil bibringe store omkostninger for virksomheder, men ligeledes kaste virksomhederne ud et i administrativt mareridt.

Af Jacob Ravn, Skattepolitisk chef

Uenighederne om kunstnermomsen
I sidste Folketingssamling fremsatte Regeringen et lovforslag, der blandt andet skulle lægge moms på kunstneres rettigheder. Dette ville medføre både store ekstra omkostninger for rettighedshaverne, men også stort administrativt besvær – således ville op til 50.000 kunstnere pludselig skulle momsregistreres. Derudover ville prisen på tv-pakker skulle stige voldsomt. Årsagen til lovforslaget var ifølge Skatteministeriet en EU-dom, der skulle medføre, at den hidtidige praksis ikke havde været lovlig. Dansk Erhverv var ikke enige med Skatteministeriet i fortolkningen af EU-dommen i forhold til de danske regler, og det samme gjaldt en del partier i Folketinget.

Kunstnermoms droppes i første omgang
På baggrund af uenighederne bestilte Folketingets Skatteudvalg en ekspertvurdering af de EU-retlige konsekvenser. Tidligere forbrugerombudsmand og generaladvokat Henrik Øe udarbejdede vurderingen og kom frem til den konklusion, at det ikke var et krav fra EU-retten at pålægge moms på kunstneres rettigheder. På den baggrund kunne et flertal i Skatteudvalget og i Folketinget ikke støtte regeringens forslag. Lovforslaget blev på den baggrund delt, og den del der vedrørte moms på kunstneres rettigheder blev ikke vedtaget i Folketinget.

Skatteministeriet prøver lykken for anden gang
Selvom faren for kunstnere og rettighederne tilsyneladende var drevet over, så har der længe rumsteret det rygte, at Skatteministeriet fortsat mener, at juraen er klar og at de har en forpligtigelse til at sikre, at dansk lovgivning er i overensstemmelse med EU-retten. Dette rygte blev desværre bekræftet for da, Folketinget åbnede igen den første tirsdag i oktober så var det også med et lovkatalog, der indeholdt en genfremsættelse af lovforslaget om moms på kunstneres rettigheder. Skatteministeriet har desværre besluttet, at de vil genfremsætte lovforslaget, og før Mette Frederiksen udskrev valg, så blev lovforslaget fremsat.

Ganske vist bortfalder alle lovforslag ved nyvalg, men der er ikke nogen grund til at tro, at kunstnermomsen derfor forsvinder. Ligegyldigt om vi får en blå, rød eller lilla regering, så er forventningen, at Skatteministeriets juridiske position opretholdes.

Dansk Erhverv mener
Dansk Erhverv mener, at det naturligvis er en uholdbar situation, at en lang række kunstnere og rettighedshavere er blevet kastet ud i et juridisk limbo. Der er nemlig ikke nogen udsigt til, at der vil komme et politisk flertal for at pålægge moms efter et valg, og det ligger formentlig heller ikke lige rundt om hjørnet, at der skulle komme en åbningsskrivelse fra Kommissionen, der decideret pålægger Danmark at indfører momsen. Vi kan derfor se frem til et lidt underligt juridisk spil, hvor et lovforslag bliver fremlagt for en minister og måske også fremsat af en regering for derefter at blive forkastet af et flertal af Folketinget.

Dette kan i princippet ske adskillige gange, og på den baggrund håber Dansk Erhverv, at særligt Skatteministeriet revurderer deres holdning og helt dropper lovforslaget, det skylder man simpelthen de personer og virksomheder, der ikke ved om de er købt eller solgt.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Jacob Ravn

Advokat, souschef PA og Skattepolitisk chef
Medarbejderprofil