Gemt

Forkert at gå mod den danske model

25. oktober 2022

Regeringens udspil til en lønstigning til udvalgte grupper inden for det offentlige går mod den danske model. Der er en risiko for, at der går overbud i valgkampen.

 

Overfor flere medier løfter regeringen nu en del af sløret i forhold til det bebudede udspil, der skal give visse gruppe af offentligt ansatte mere i løn.

”Nu må vi se udspillet i sin helhed, men umiddelbart kommer vi ikke uden om, at der er tale om at gå mod den danske model, og det er principielt problematisk,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

Løn skal ikke være en del af valgkampen
Brian Mikkelsen konstaterer desuden, at der i valgkampen er en generel politisk tendens til at gå ind i spørgsmålet om løn for en række offentlige ansatte.

”Helt overordnet skal løn ikke være en del af valgkampen. Det spørgsmål hører hjemme i forhandlinger mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, og det er naturligvis bekymrende, at vi nu ser denne tendens. Der er jo en risiko for, at der kan gå overbud i dén i løbet af en valgkamp, og det er på mange måder problematisk. Det kan føre til en negativ lønspiral, som ikke er til gavn for samfundet. Vi anbefaler, at man afventer Lønstrukturkomitéens anbefalinger i stedet for at gøre lønspørgsmålet til en del af valgkampen,” siger Brian Mikkelsen.