Gemt

Mål om afbureaukratisering kan ikke nås uden større gennemsigtighed

26. september 2022

Regeringen har sympatiske ambitioner om at reducere bureaukrati og opnå mere borgernær velfærd. Men målene kan ikke bliver til virkelighed uden større indsigt i og kontrol med kommunernes prissætning.

Dansk Erhverv deler regeringens ambitioner om at fjerne unødvendige regler og bureaukrati, ligesom det er en ædelt mål, at medarbejderne skal bruge mere tid med borgerne. Det kan dog ikke stå alene. For uden gennemsigtighed i kommunernes omkostninger og indsigt i kvaliteten på velfærdsområdet risikerer de flotte ambitioner at støde på grund i mødet med virkeligheden.

”Det offentlige bruger hvert år omkring 50 mia. kroner på ældreområdet, og på trods af områdets størrelse mangler der gennemsigtighed i det offentlige priser og kvalitet. Det svækker tilliden til ældreplejen og gør det samtidig umuligt at sammenligne på tværs og få viden om, hvem der gør det godt, og hvem vi dermed skal lære af. Samtidig udfordrer den manglende gennemsigtighed de ikke-offentlige leverandører, der ikke altid afregnes korrekt,” siger Troels Yde Toftdahl, markedschef for sundhed og velfærd i Dansk Erhverv.

Derfor opfordrer Dansk Erhverv til, at regeringen i tillæg til de gode forslag om afbureaukratisering tager initiativ til at sikre større gennemsigtighed i og kontrol med det offentliges priser på ældreområdet.

”Samtidig vil et oplagt sted at spare på kommunalt bureaukrati være at slå de kommunale ældretilsyn sammen med de to statslige, så vi i stedet for tre ældretilsyn kun får et. Kommunerne har i dag for mange kasketter på i forhold til ældreplejen, idet de både visiterer, driver, finansierer og fører tilsyn med ældreplejen. Det er helt uhørt og ville ikke gå på andre områder. Derfor bør kommunerne selvfølgelig ikke føre tilsyn med sig selv. Dette forslag vil udover at fjerne kommunalt bureaukrati også føre til mere fair og lige konkurrencevilkår for de ikke-offentlige velfærdsleverandører, som der mere end nogensinde er brug for,” siger Troels Yde Toftdahl.