Arbejdsretten: Renter af lønkrav forældes efter 3 år
Dansk Erhverv | Personale - 28.04.2023
Arbejdsretten har fastslået, at den 5-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 4, stk. 1, om ansættelsesretlige krav ikke omfatter renter af lønkrav.
Sagen kort
Sagen handlede om, hvorvidt renter af lønkrav er omfattet af den særlige 5-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 4, stk. 1, om ansættelsesretlige krav, eller om renter af lønkrav følger den sædvanlige forældelsesfrist på 3 år.
Sagen var anlagt af Fagbevægelsens Hovedorganisation, der mente, at renter af lønkrav måtte forældes efter samme regler som selve lønkravet.
Dansk Arbejdsgiverforening var ikke enige heri og mente, at den 3-årige forældelsesfrist måtte gælde for renter af lønkrav, da der ikke i forældelsesloven er fastsat særskilte regler om forældelse af renter.
Arbejdsrettens kendelse
Arbejdsretten fastslog indledningsvist, at udgangspunktet er, at der gælder en 3-årig forældelsesfrist, medmindre andet følger af andre bestemmelser.
Arbejdsretten vurderede herefter, at forældelseslovens § 4, stk. 1, efter sin ordlyd er begrænset til at gælde selve lønkravet. Renter af lønkrav har hjemmel i renteloven og støttes således ikke på ”aftale om udførsel af arbejdet som led i et ansættelsesforhold”, som det fremgår af § 4, stk. 1.
Arbejdsretten fandt på den baggrund, at renter af lønkrav ikke er omfattet af den særlige forældelsesfrist på 5 år i forældelseslovens § 4, stk. 1.
Dansk Erhverv bemærker
Kendelsen bekræfter Dansk Erhvervs synspunkt om, at den særlige forældelsesfrist på 5 år i forældelseslovens § 4, stk. 1, kun omfatter lønkrav, samt at et rentekrav er et selvstændigt krav, som skal adskilles fra selve lønkravet.
Kendelsen er i tråd med tidligere kendelser, litteratur og diverse vejledninger på området.
Nyheden er skrevet på baggrund af Arbejdsrettens kendelse af 12. april 2023 i sag nr. 2022-578.