Gemt

Batalje med kunde berettigede til bortvisning

22. august 2023

Efter en ordveksling med en kunde anvendte en sælger i en møbelbutik fysisk magt til at skubbe kunden mod butikkens udgang. Det berettigede virksomheden til at bortvise sælgeren. Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Sagen kort
En sælger i en møbelbutik afkrævede en kunde, der tidligere havde været i butikken og fået et tilbud på en sofa, oplysning om, hvilken pris kunden havde fået. Det ønskede kunden dog ikke oplyse, da sælgeren havde tilkendegivet, at han altid var billigst. Sælgeren fastholdt, at han ville have prisen at vide, og han afkrævede yderligere kunden oplysning om, hvilken kollega, der havde givet hende tilbuddet. Ordvekslingen mundede ud i, at kunden tilkendegav, at det i hvert fald ikke var mælkemanden, der havde givet hende tilbuddet.

Denne ytring fandt sælgeren så nedværdigende og ubehøvlet, at han bad kunden om at forlade butikken. Da kunden ikke straks gik mod udgangen, lagde sælgeren sin arm bag kundens ryg og pressede eller skubbede hende mod butikkens udgang.

Kunden sagde til sælgeren, at han ikke måtte røre hende, men det fik dog ikke sælgeren til at slippe hende. Sælgeren sagde i stedet til kunden, at der ikke var videoovervågning i butikken, og at hun ikke kunne bevise, at han havde rørt hende. Kunden forlod herefter butikken.

Senere samme dag indgav kunden, der var særdeles rystet over episoden, en skriftlig klage til virksomheden, der efter møder med både kunden og sælgeren valgte at bortvise sælgeren.

På trods af at kunden havde afgivet en detaljeret erklæring om hændelsesforløbet, valgte sælgerens forbund at indbringe sagen for Afskedigelsesnævnet, da man fandt, at bortvisningen var uberettiget.

Afskedigelsesnævnets kendelse
Dommeren i Afskedigelsesnævnet lagde på baggrund af forklaringerne til grund, at sælgeren ved med anvendelse af fysisk magt og mod kundens vilje at føre hende mod butikkens udgang havde optrådt på en sådan grov og alvorligt krænkende måde over for en kunde hos virksomheden, at virksomheden var berettiget til at bortvise ham.

I sin vurdering lagde dommeren vægt på, at den forudgående ordveksling mellem sælgeren og kunden ikke fandtes at have været nogen rimelig eller forståelig anledning til sælgerens reaktion, og at hans reaktion var egnet til at skade virksomhedens omdømme.

Virksomheden blev derfor frifundet.

Dansk Erhverv bemærker
Kendelsen viser, at en medarbejders grænseoverskridende eller forulempende adfærd over for en kunde, herunder anvendelse af fysisk magt, som udgangspunkt vil berettige til en bortvisning.

Da bortvisningssager altid skal bedømmes ud fra de konkrete omstændigheder, anbefaler Dansk Erhverv, at medlemmer retter henvendelse, inden der træffes beslutning om bortvisning af en medarbejder.

Dansk Erhverv førte sagen for virksomheden.

Nyheden er skrevet på baggrund af Afskedigelsesnævnets kendelse af 28. juni 2023 i sag nr. 20230061.