Gemt

Medarbejder opsagt efter positiv narkotest

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 09.02.2023

En virksomhed, der havde en nultolerancepolitik over for alkohol og ulovlige stoffer i kroppen i arbejdstiden, opsagde en medarbejder med 10 års anciennitet, fordi han var testet positiv for kokain. Medarbejderen fremsatte krav om genansættelse eller økonomisk godtgørelse som følge af usaglig opsigelse, men opsigelsen var ifølge Afskedigelsesnævnet berettiget.

 

Medarbejderen blev testet positiv for kokain i kroppen i arbejdstiden
En tillidsrepræsentant blev af de øvrige medarbejdere på virksomheden gjort opmærksom på, at en specifik medarbejder med over 10 års anciennitet havde en ”påfaldende” opførsel. Tillidsrepræsentanten valgte derfor at udføre en narkotikatest i overensstemmelse med virksomhedens interne alkohol- og rusmiddelpolitik, der klart beskrev fremgangsmåden for test ved mistanke.

Testen blev foretaget af en ekstern vagt i henhold til virksomhedens politik. Testen viste et positivt resultat for kokain, dog med en afbrudt linje. Resultatet fik vagten til at konsultere en mere erfaren kollega, der bekræftede, at der var tale om et positivt resultat – altså at medarbejderen havde spor af kokain i kroppen.

Havde medarbejderen ønsket at udfordre målingen, kunne han ifølge politikken have bedt om en ny test hos egen læge. Medarbejderen fremsatte dog ikke ønske herom og blev derfor sendt hjem.

Medarbejderens blev opsagt og protesterede mod opsigelsen
Tre dage senere blev medarbejderen indkaldt til en samtale, hvor han blev opsagt. Medarbejderen protesterede på mødet over resultatet af testen og mente, at det var upålideligt, og at der burde være tilbudt en ny test.

Herefter rejste medarbejderen en sag ved Afskedigelsesnævnet med krav om genansættelse eller alternativt en økonomisk godtgørelse, da han mente, at opsigelsen var usaglig, idet den udelukkende var begrundet i testen, som efter hans overbevisning havde givet et upålideligt resultat.

Opsigelsen var saglig
Afskedigelsesnævnet fandt, at opsigelsen var saglig, da virksomheden havde fulgt sin nultolerancepolitik, da testen var blevet foretaget korrekt, og da medarbejderen ikke på dagen, hvor testen var blevet taget, havde protesteret over det positive resultat.

Nævnet fandt heller ikke, at der var anledning for virksomheden til at udføre en ny test eller bede medarbejderen om en test hos egen læge.

Dansk Erhverv bemærker
Kendelsen bekræfter vigtigheden af grundige personalepolitikker omkring alkohol- og narkotikabrug, der altid bør tage stilling til fremgangsmåden ved mistanke om overtrædelser, herunder muligheden for at foretage test, samt virksomhedens reaktionsmuligheder ved positive resultater.

Dansk Erhverv opfordrer vores medlemsvirksomheder til at kontakte os for rådgivning, hvis der skulle opstå tvivl om, hvorvidt det er muligt at teste for alkohol eller narkotika samt muligheden for at opsige eller bortvise medarbejdere, der enten beviseligt har – eller mistænkes for at have – indtaget alkohol eller narkotika.

Herudover kan Dansk Erhverv være behjælpelig med rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af interne politikker om indtagelse af narkotika og alkohol.

Nyheden er skrevet på baggrund af Afskedigelsesnævnets kendelse af 1. november 2022 i sag nr.: 20220610.