;
Gemt

Kommissionen vil udfase 90% af diesellastbilerne i 2040

21. februar 2023

EU-Kommissionen har fremlagt deres revision af CO2-reduktionsmålene for lastbiler.
Her foreslår de, at 90% af alle fossildrevne lastbiler skal udfases i 2040, og at langt størstedelen af EU’s tunge køretøjer dermed skal være nulemissionskøretøjer.

 

I Dansk Erhverv ønsker vi en ambitiøs grøn omstilling som samtidig tager højde for transportsektorens konkurrenceevne og behovet for fælleseuropæiske rammevilkår. Derfor er vi som udgangspunkt også positive over for Kommissionens forslag.

Det er dog en helt afgørende forudsætning, at der samtidig udrulles de nødvendige rammevilkår, som kan gøre nulemissionslastbilerne til et reelt alternativ. Det indebærer f.eks. at nulemissionslastbilerne skal ned i pris, at der skal udrulles den nødvendige tank- og ladeinfrastruktur og at der skal produceres nok grøn strøm.  

Det er desuden vigtigt, at vi ikke bare venter til 2040 med at reducere udledningerne fra den tunge transport. En lavere afgift på biobaserede brændstoffer kan hjælpe med at skabe reduktion allerede nu, ligesom det er vigtigt at øge brugen af modulvogntog, skabe mulighed for brug af dobbelttrailere og at øgede vægt og dimensionskrav derudover kan skabe en langt mere effektiv vejtransport.

Modsat et forbud mod fossildrevne person- og varebiler, som blev vedtaget i sommeren 2022, vil Kommissionens forslag fortsat gøre det muligt, at enkelte lastbiler kan benytte sig af eventuel iblanding, hvis ikke batteriteknologien eller brint kan opfylde behovet.

Kommissionens forslag skal nu til behandling i Europa-Parlamentet og Rådet, og forhandlingerne kan godt trække ud, så der først kan opnås en aftale på den anden side af Parlamentsvalget i foråret 2024.