Se de EU-regler, som skal forhandles i 2023 på fødevareområdet
Kommissionen har udskudt sin egen deadline for fremsættelse af et forslag om opdatering af mærkningsreglerne til midten af 2023. Få overblik over de øvrige forslag på fødevareområdet i Kommissionens arbejdsprogram 2023 her.
EU-Kommissionens jord-til-bord strategi blev vedtaget i foråret 2020. Den sætter den overordnede ramme for EU's arbejde for en grøn omstilling af fødevaresystemet. Mange af strategiens initiativer vedr. opdaterede og nye regler er sat i gang, mens andre er forsinkede.
Da der skal udpeges en ny Kommission i juni 2024 (og føres valgkamp forud for dette), vurderer Dansk Erhvervs det ikke som sandsynligt, at Kommissionen når at vedtage alle de forslag, der pt. fremgår af deres arbejdsprogram – særligt ikke de forslag, der er sat til Q3 og Q4 2023.
Af arbejdsprogrammet for 2023 fremgår følgende forslag med særlig relevans for fødevareområdet:
- Revision af EU’s affaldsdirektiv, hvad angår mad- og tekstilspild (forventet Q2 2023).
- Revision af GMO-reglerne, hvad angår planter produceret vha. visse nye genteknikker, NGT (forventet Q2 2023).
- Revision af EU’s dyrevelfærdsregler, herunder evt. harmoniseret dyrevelfærdsmærkning (forventet Q3 2023).
- Vedtagelse af horisontale regler for bæredygtige fødevaresystemer, herunder evt. harmoniseret bæredygtighedsmærkning (forventet Q3 2023).
- Revision af reglerne om geografiske indikationer for vin, spiritus og landbrugsprodukter samt kvalitetsordninger for landbrugsprodukter (ændring af 1308/2013).
- Revision af forordning om kontrol af fisk (ændring af 1224/2009).
Derudover arbejder Kommissionen lige nu med en række forslag, som ikke fremgår af arbejdsprogrammet, da de er længere i proces. Det drejer sig om følgende:
- Opdatering af mærkningsforordningen, for så vidt angår ernæringsmærkning, oprindelsesmærkning, holdbarhed og mærkning af alkohol (forventet Q2 2023).
- Opdatering af rammeforordningen for fødevarekontaktmaterialer (forventet Q2 2023).
- Opdatering af diverse handelsnormer, herunder fjerkræ, æg samt frugt og grønt (løbende).
- Ny forordning om afskovningsfri produkter (trilogforhandlinger netop afsluttet - afventer endelig tekst).
Hele Kommissionens arbejdsprogram for 2023
Programmet er inddelt således at annex 1 vedrører nye tiltag, annex 2 vedrører lovforslag der skal revideres, annex 3 vedrører igangværende tiltag som kører videre – ud af disse har Kommissionen peget på 116 som de vil prioritere af gøre færdige, annex 4-5 vedrører forslag som trækkes tilbage.
Sverige formand for EU-Rådet i 1. halvår 2023
I første halvdel af 2023 har Sverige formandskabet for EU-Rådet. Formandskabet har ansvaret for at skabe fremdrift i Rådets arbejde med EU-lovgivningen og sikre kontinuitet i EU's dagsorden, velordnede lovgivningsprocesser og samarbejde mellem medlemsstaterne.
På fødevareområdet vil det svenske formandskab fokusere på følgende regelområder:
- Mærkningsforordningen, særligt ændringer vedr. dato- og oprindelsesmærkning.
- Handelsnormerne og morgenmadsdirektiverne (juice, marmelade og honning).
- Geografiske betegnelser for fødevarer.
- Nye genomteknikker for planter.
- EU-mål for fødevareaffald, herunder madspild.
Kontakt

