;
Gemt

Ny uddannelse skal skabe fremtidens e-handelsstjerner – du kan hjælpe

10. maj 2023

Initiativtagerne bag en forhåbentlig kommende e-handelsuddannelse, der skal sikre nok kvalificeret arbejdskraft til e-handelsbranchen, har brug for din hjælp til at skrue den bedste uddannelse sammen.

Skal der mere fokus på data, marketing og kodning? Eller er det i højere grad økonomi, projektstyring og forretningsforståelse, man skal satse på?

De spørgsmål stiller Kim Sørensen Ramus, uddannelseschef hos Erhvervsakademi Aarhus, sig selv i øjeblikket.

Erhvervsakademi Aarhus er nemlig ved at udvikle en ny 3½ årig bacheloruddannelse i e-commerce og digital marketing, som på sigt skal blive en storebror til den nuværende 1½ årig uddannelse i e-handel.

For at skabe den bedst mulige uddannelse, som kan hjælpe både studerende og virksomheder, har uddannelsesstedet brug for at vide, hvilke behov virksomhederne ser, og derfor håber Kim Sørensen Ramus, at virksomhederne vil hjælpe med at besvare et kort spørgeskema.

Find skemaet her – det tager 5-10 minutter at udfylde

Det håb deler Carsten Rose Lundberg fra Dansk Erhverv:

”Vi ved, at der fortsat er udfordringer med at finde kvalificeret arbejdskraft indenfor e-handel, og derfor støtter vi i den grad, at der bliver lavet en mere målrettet e-handelsuddannelse. Vi sætter også stor pris på ambitionen om at involvere virksomhederne. Derfor vil jeg også opfordre vores medlemmer til at besvare spørgeskemaet. Det er hjælp til selvhjælp.”

Tidshorisont

Næste skridt at skrive en ansøgning, som skal indsendes til ministeriet senest den 15. september. Herefter er planen, at der bliver studiestart i sommeren 2024 på Erhvervsakademi Aarhus. Der vil fortsat være optag på den 1½ årige bachelor i e-handel indtil 2027, hvor den 3½ årige bachelor vil have erstattet den 1½ årige.

I første omgang vil den 1½ årige bachelor fortsætte på de øvrige udbudssteder, men forventningen er, at de større udbudssteder vil følge efter et år eller to senere. Det betyder, at den 3½ årig bachelor skal være i de store byer og den 1½ årige i de mindre byer.

 

Kontakt

Digital Handel

Carsten Rose Lundberg

Branchedirektør for digital handel
Medarbejderprofil