Gemt

Østre Landsret: Tillidsrepræsentantens funktion ophører ved tidspunktet for overdragelse, når overenskomsten frasiges

26. maj 2023

Østre Landsret har i en ny dom for første gang taget stilling til spørgsmålet om en tillidsrepræsentants retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, når den erhvervende virksomhed frasiger sig overenskomsten. Med dommen slår landsretten fast, at en tillidsrepræsentants funktion ophører på tidspunktet for virksomhedens overdragelse, når den erhvervende virksomhed frasiger sig overenskomsten. Landsretten fandt endvidere, at tillidsrepræsentanten kan opsiges ved udløbet af den beskyttelsesperiode, som måtte følge af den frasagte overenskomst.

 

Virksomhedsoverdragelsesloven
Efter virksomhedsoverdragelseslovens § 4 a har en erhvervende virksomhed ret til at frasige sig gældende overenskomster på den virksomhed, som overdrages.

Ifølge loven gælder det endvidere, at repræsentanter for de lønmodtagere, der berøres af overdragelse af en virksomhed, efter overdragelsen som udgangspunkt bevarer deres hidtidige retsstilling og funktion.

Dog gælder det, at hvis overdragelsen medfører, at grundlaget for lønmodtagerrepræsentationen ophører, er lønmodtagerrepræsentanten fortsat omfattet af de regler om beskyttelse af lønmodtagerrepræsentanter, der gælder på det pågældende område. Beskyttelsen gælder dog kun i en periode, der regnet fra funktionens ophør svarende til det overenskomst- eller aftalemæssigt fastsatte varsel for opsigelse af lønmodtagerrepræsentanter.

I den konkrete sag skulle Østre Landsret tage stilling til fortolkning og rækkevidden af lovens § 4, stk. 2, herunder særligt hvorvidt grundlaget for lønmodtagerrepræsentation efter bestemmelsen var bortfaldet, da erhververen frasagde sig overenskomstgrundlaget, og der samtidig ved den overtagende virksomhed ikke var overenskomst, der regulerede tillidsrepræsentantens virke.

Tillidsrepræsentantens funktion og beskyttelse
Sagen blev rejst af en tillidsrepræsentant, som i forbindelse en regions overflytning af ”respiratoriske ordninger” til en privat leverandør blev virksomhedsoverdraget sammen med et større antal medarbejdere. I forbindelse med overdragelsen frasagde erhververen sig det samlede overenskomstgrundlag og oplyste samtidig tillidsrepræsentanten om, at dette ville medføre, at repræsentanten på tidspunktet for overdragelsen ikke længere ville være i funktion samt, at tillidsrepræsentantens beskyttelse ville løbe i en tidsperiode svarende til dennes udvidet opsigelsesvarsel.  

Efter udløbet af tillidsrepræsentantens beskyttelsesperioden blev repræsentanten varslet om ændrede ansættelsesvilkår. Tillidsrepræsentanten afviste at tiltræde de nye ansættelsesvilkår og skulle dermed fratræde sin stilling mere end et år efter virksomhedsoverdragelsen.

Østre Landsret frifandt virksomheden for alle forhold
Østre Landsret fandt, at grundlaget for lønmodtagerrepræsentation var ophørt med erhververens frasigelse af overenskomsten, og som følge af heraf bortfaldt tillidsrepræsentantens funktion på tidspunktet for overdragelsen.

Videre fandt landsretten, at tillidsrepræsentantens beskyttelse mod afskedigelse kun gjaldt i en periode, der regnet fra funktionens ophør svarende til det overenskomst- eller aftalemæssigt fastsatte varsel for opsigelse af lønmodtagerrepræsentanter, hvilket i den konkrete sag betød seks plus tre måneder.

Dansk Erhverv bemærker
Dansk Erhverv er tilfredse med dommen, som anerkender en allerede mangeårige praksis, der dog aldrig tidligere har været prøvet ved domstolene.

Dansk Erhverv anbefaler, at en erhvervende virksomhed samtidig med, at overenskomstgrundlaget frasiges, orienterer lønmodtagerrepræsentanterne som erhverves om, at deres funktion ophører fra tidspunktet for virksomhedens overdragelse, når den erhvervende virksomhed heller ikke har anden overenskomst.

Dansk Erhverv anbefaler ligeledes, at der i tilsvarende situationer altid tages kontakt til Dansk Erhverv for rådgivning forud for en virksomheds overdragelse, særligt når overdragelsen kan medføre ændrede retsstilling for lønmodtagerrepræsentanter. 

Dansk Erhverv førte sagen for erhververen. Det er endnu uvist om dommen ankes til Højesteret.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets dom af 9. maj 2023 i sag BS-32531/2021-OLR.