Gemt

Berettiget at bortvise chef for at tilbageholde oplysninger om svindel

16. marts 2023

Det var berettiget at bortvise en marketingchef for at tilbageholde væsentlige oplysninger om omfanget af en underordnet medarbejders ulovlige rabatter til venner.

 

Sagen kort
Sagen drejede sig om en marketingchef, der var ansat i en biludlejningsvirksomhed. Marketingchefen var chef for en mellemleder og nogle yderligere medarbejdere.

En af disse medarbejdere informerede marketingchefen om, at mellemlederen havde givet uretmæssige rabatter på billeje til nogle venner for mindst 500.000 kr. På den baggrund blev det aftalt mellem den administrerende direktør, marketingchefen og mellemlederen, at mellemlederen skulle tilbagebetale 80.000 kr. til virksomheden.

Virksomhedens moderselskab blev efterfølgende orienteret om sagen igennem en whistleblowerordning og besluttede sig for at igangsætte en intern undersøgelse. I den forbindelse blev marketingchefen flere gange bedt om at redegøre for sagen, men marketingchefen undlod at videregive information om, at de uretmæssige rabatter var på 500.000 kr. – og ikke de 80.000 kr., som det var blevet aftalt, at mellemlederen skulle tilbagebetale.

Da undersøgelsen var afsluttet, blev marketingchefen bortvist med den begrundelse, at hun havde tilbageholdt væsentlige oplysninger. Marketingchefen var uenig i bortvisningen og lagde sag an mod virksomheden med krav om erstatning og godtgørelse.

Rettens afgørelse
Byretten fandt, at bortvisningen var berettiget. Retten lagde i sin afgørelse vægt på, at marketingchefen som leder havde et selvstændigt ansvar for at sige fra over for den administrerende direktørs ønske til betalingsaftalen, hvis indhold afveg væsentligt fra virksomhedens reelle økonomiske tab.

Retten kom herudover frem til, at marketingchefen måtte have indset, at betalingsaftalen indebar en væsentlig risiko for virksomheden, og at aftalen var i strid med virksomhedens interne regler. Retten lagde endelig vægt på, at det måtte anses som et groft tillidsbrud, at marketingchefen havde tilbageholdt væsentlig information i forbindelse med den interne undersøgelse.

Dansk Erhverv bemærker
Dommen illustrerer, at medarbejder har en loyalitets- og sandhedspligt over for sin arbejdsgiver, og at en medarbejders pligt til at sige fra over for andre medarbejderes uregelmæssigheder blandt andet vil kunne bero på stillingens indhold og ansvar.

Dansk Erhverv anbefaler medlemmerne at søge rådgivning forud for bortvisning af en medarbejder.

Nyheden er baseret på Retten i Glostrups dom af 18. januar 2023 i sag nr. BS-8084/2021-GLO.