Gemt

Eksportfremstød skal give danske virksomheder medvind i Texas

08. marts 2023

 

Den grønne omstilling buldrer af sted i amerikanske Texas, der ventes at blive et rent Klondike for virksomheder indenfor vindenergi og Power-to-X-teknologi. Derfor er Dansk Erhverv og i alt 31 danske virksomheder, som blandt andre tæller medlemmer som Vestas, CIP, Eurowind Energy og ABB, i denne uge sammen med erhvervsminister Morten Bødskov på texansk charmeoffensiv arrangeret af Dansk Erhverv, DI og det danske generalkonsulat i Houston.

For mange danskere rimer Texas på cowboys, pick-up-trucks, Dallas, steaks, frihed og enorme olieselskaber. 
 
Færre forbinder formentlig The Lone Star State med grøn omstilling, vindmøller og Power-to-X.
  
Men det bør vi i stigende grad gøre, siger Søren Friis Larsen, der er Dansk Erhvervs landechef i USA: 

”I dag kan du ikke sige Texas uden at sige grøn omstilling. Texas er vindemøllestaten i USA; staten har klart flest opstillede vindmøller i USA, 35 GW af USA's samlede produktion af vindenergi på 135 GW produceres i dag i Texas og der er mange flere GW i pipelinen hos de lokale vindudviklere både på land og til havs. Det er helt vildt og klart en udvikling, som danske virksomheder skal være opmærksomme på.” 

Han påpeger videre, at Greater Houston-området i delstaten har verdens største koncentration af energivirksomheder, og at Texas forventes at blive den ledende aktør inden for brint og Power-to-X, da staten besidder en betydelig olie- og gasinfrastruktur og vindkraft til at udnytte brintmulighederne.  

Grøn hjælpepakke lokker 
I august vedtog politikerne i USA en enorm grøn hjælpepakke, IRA, der i de kommende år vil sende 370 milliarder dollar af sted mod den grønne omstilling i USA. 

”Sammenholdt med den udvikling vi allerede nu ser i USA, er det svært at undervurdere, hvor stor betydning USA og i særdeleshed Texas har og får for den grønne omstilling og for de danske virksomheder, der kan være med til at understøtte omstillingen,” siger Søren Friis Larsen. 

Go west! 
Netop derfor er Dansk Erhverv medarrangør af eksportfremstød i Texas for 31 danske virksomheder i denne uge. 

Fremstødet skal give deltagerne et indgående kendskab til texanske vindudviklere og vindprojekter med henblik på at etablere fremtidige partnerskaber og skabe forretningsmuligheder her og nu. Der er blandt andet arrangeret møder med Greater Houston Partnership, som er den største erhvervsorganisation i Texas, Exxon og guvernørens kontor for investeringer i Texas. Turen går også forbi nogle af USA’s største brinthubs for at åbne dørene til den hastigt voksende sektor. 

”Det er en kæmpe oplevelse at være med og mærke pulsen og iveren efter at gøre forretning og bidrage til at skabe den grønne transition. Vi taler vind, Power-to-X, sol, bølger, energieffektivisering og meget mere. Vi havde høje forventninger til turen, men jeg må sige, at hvis turen fortsætter, som den er begyndt, så bliver de overgået,” forklarer Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv. 

Han fortsætter: 
 
“Det er også et privilegie at tage turen sammen med Folketingets erhvervsudvalg og vores erhvervsminister Morten Bødskov, der i den grad har en ambition om at holde Danmark helt fremme i den grønne førertrøje.” 

Morten Langager peger blandt andet på besøget hos erhvervsorganisationen Greater Houston Partnership som et af de foreløbige højdepunkter. 

Glade deltagere 
En af de deltagende virksomheder er Eurowind Energy, og herfra er der også stor tilfredshed med turen. Det forklarer Joachim Steenstrup, som er Head of Public Affairs i virksomheden: 

”Besøget er en perfekt optakt til, at vi senere på året indleder vores første byggeri i Texas - en stor solcellepark nord for Dallas. Besøget er skruet godt sammen med en god blanding af viden, inspiration og mange nye kontakter, både danske og amerikanske.” 

Han bliver bakket op af Jeppe Skovgaard Bentzen, Segment ansvarlig ABB: 

“I forbindelse med vores engagement i Dansk Erhverv har vi i ABB set meget frem til deltagelse i det danske erhvervsfremstød til Texas og til at afdække mulighederne for at udvide vores engagement i Power-to-X og vind til USA - herunder få uddybende førstehåndserfaringer med modenheden af disse markeder i Texas.“ 

“Det har været utroligt spændende at få klarhed over mulighederne og potentialet i Texas, herunder paratheden af de lokale myndigheder til at understøtte den grønne omstilling - og sikre at fastholde positionen som “Verdens energihovedstad” - nu også i kombination med vedvarende energi.” 
Eksportfremstødet varer til fredag. 

FAKTA:

Danske virksomheder eksporterede i 2022 for 284 mia. kr. til det amerikanske marked. Det er en stigning på 45 procent fra 2021

Inflation Reduction Act (IRA)

Gigantisk hjælpepakke gør USA ekstra attraktiv for danske virksomheder
I august vedtog USA den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA), som er en gigantisk hjælpepakke til USA’s grønne virksomheder. 

I løbet af 10 år vil pakken sende omkring 370 milliarder dollar mod den grønne omstilling i USA. Det vil ske i form af skatterabatter og statsstøtte til grønne amerikanske virksomheder.

Europæiske og danske virksomheder med afdelinger i USA kan dog også få del i pakken, og det vil gøre det amerikanske marked endnu mere interessant for danske virksomheder.  

Kontakt

EU og International

Søren Friis Larsen

Landechef, USA
Medarbejderprofil
EU og International

Michael Bremerskov Jensen

Fagchef for Global Markedsudvikling
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent