; ;
Gemt

Overenskomst på plads for 40.000 ansatte inden for handel, viden og service

Dansk Erhverv | 5. marts 2023

Dansk Erhverv har sammen med HK Privat og HK Handel netop indgået en ny to-årig aftale om fornyelse af funktionæroverenskomsten.


Søndag middag er underskrifterne landet på en fornyelse af funktionæroverenskomsten for handel, viden og service. Den dækker 40.000 ansatte i servicefagene og er en satsløs mindstebetalingsoverenskomst, hvor lønnen forhandles decentralt på den enkelte virksomhed. Den indgåede aftale indebærer blandt andet at pensionen den 1. juni 2023 stiger til ti procent for arbejdsgiveren, mens den ansattes bidrag sænkes til to procent. Desuden indebærer aftalen, at bidraget til Fritvalgs Lønkontoen stiger med to procent fra 1. marts 2024. Herefter udgør bidraget ni procent. Fra 1. juli 2023 vil der være i alt 24 ugers betalt forældreorlov.

”Fra arbejdsgiverside vurderer vi, at der er tale om en fornuftig aftale, som alle parter kan se sig selv i. Nu ved vi alle, hvad vi har at holde os til de næste to år. Der er blevet givet og taget, og sådan skal det være, når man forhandler,” siger Laurits Rønn, viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv.

Den nye overenskomst vil træde i kraft fra 1. marts 2023, hvis et flertal på lønmodtagersiden stemmer ja til et samlet mæglingsforslag.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef