Gemt

Medarbejder i fertilitetsbehandling tilkendt 9 måneders løn

02. marts 2023

Det var i strid med ligebehandlingsloven at opsige en medarbejder, der var i fertilitetsbehandling. Arbejdsgiveren havde ikke løftet bevisbyrden for, at virksomhedens økonomiske situation nødvendiggjorde opsigelse af netop medarbejderen i fertilitetsbehandling. Hun blev derfor tilkendt en godtgørelse på 9 måneders løn.

 

Sagen kort
En kvinde blev i 2018 ansat som driftskoordinator i en mindre virksomhed. Hun var primært beskæftiget i virksomhedens driftsafdeling, men havde også tilknytning til andre afdelinger.

I november 2019 begyndte driftskoordinatoren i fertilitetsbehandling, hvilket hun orienterede sin arbejdsgiver om. Driftskoordinatoren blev i februar 2020 sygemeldt på grund af bivirkninger ved fertilitetsbehandlingen. I marts 2020 orienterede arbejdsgiveren hende om, at hun – til trods for sygemeldingen – blev hjemsendt som følge af COVID-19. Driftskoordinatorens fertilitetsbehandlingsforløb blev i de efterfølgende måneder indstillet på grund af COVID-19.

På virksomhedens ordinære generalforsamling i maj 2020 blev de økonomiske konsekvenser af COVID-19 drøftet. Af et referat herfra fremgik det, at det var blevet besluttet, at de økonomiske konsekvenser bl.a. skulle afbødes ved opsigelse af den højst lønnede blandt driftsafdelingens menige medarbejdere.

Hjemsendelsesperioden udløb ultimo august 2020, og driftskoordinatoren blev bedt om at møde ind til normalt arbejde den 31. august 2020. Driftskoordinatoren afslog dette med henvisning til, at hun skulle have foretaget en æg-oplægning denne dato. Driftskoordinatoren blev herefter opsagt den 27. august 2020 med den begrundelse, at hendes stilling bortfaldt som følge af akut arbejdsmangel som konsekvens af COVID-19.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse
Ligebehandlingsnævnet konstaterede indledningsvis, at beskyttelsen i ligebehandlingsloven også gælder ved opsigelse af medarbejdere, der ved konkret behandling forsøger at blive gravid ved kunstig befrugtning. Da driftskoordinatoren på opsigelsestidspunktet afventede en æg-oplægning, var hun efter nævnets vurdering i konkret fertilitetsbehandling og dermed beskyttet mod opsigelse, der helt eller delvist kunne begrundes i fertilitetsbehandlingen. 

Arbejdsgiveren fremlagde under sagen en omsætningsrapport for 2020 for driftsafdelingen, som viste en forbedring i omsætningen fra marts til august 2020. På denne baggrund, og da arbejdsgiveren ikke i øvrigt tilstrækkeligt havde dokumenteret, hvorfor driftskoordinatoren i fertilitetsbehandling blev valgt til opsigelse frem for en af de øvrige driftskoordinatorer, vurderede nævnet, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at opsigelsen hverken helt eller delvis var begrundet i fertilitetsbehandlingen.

Driftskoordinatoren blev herefter tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen er i tråd med tidligere praksis på området og viser, at medarbejdere i aktuel fertilitetsbehandling er omfattet af beskyttelsen i ligebehandlingsloven, og at der er tale om en delt bevisbyrde, som kan være tung at løfte for arbejdsgiveren.

Dansk Erhverv råder vores medlemmer til at søge rådgivning forud for en eventuel opsigelse af en medarbejder, der er i fertilitetsbehandling.

Nyheden er skrevet på baggrund af Ligebehandlingsnævnets afgørelse nr. 9027 af 13. december 2022.