Gemt

Ny lov om seksuel chikane er vedtaget

30. marts 2023

Folketinget har netop vedtaget et lovforslaget om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane på arbejdspladsen. Loven implementerer dele af den trepartsaftale, der blev indgået sidste forår.

 

Den forrige regering og arbejdsmarkedets parter indgik i marts måned 2022 en trepartsaftale om initiativer til at forebygge og håndtere seksuel chikane på arbejdspladser. Aftalen sætter blandt andet fokus på arbejdsgiveres og ansattes ansvar og pligter, samt på elever og lærlinge, som udsættes for seksuel chikane.

Lovforslaget er nu vedtaget.  

Med loven sker der bl.a. en tydeliggørelse af arbejdsgiverens ansvar i sager om seksuel chikane samt en tydeliggørelse af, hvilke kriterier der kan tillægges vægt ved udmåling af godtgørelse i særligt grove sager om seksuel chikane. Desuden giver loven mulighed for, at den krænkede part kan søge godtgørelse af den medarbejder, der har udøvet krænkelsen.

Udover ændringer i ligebehandlingsloven, indeholder loven ligeledes en række ændringer i erhvervsuddannelsesloven, som har til formål af styrke elever og lærlinges retsstilling i sager om seksuel chikane, samt ændringer i arbejdsmiljøloven for at tydeliggøre både arbejdsgiverens og de ansattes pligter til at informere om udfordringer i arbejdsmiljøet.

Loven træder i kraft den 1. juli 2023. De ændrede regler i ligebehandlingsloven om overtrædelser af forbuddet mod seksuel chikane finder dog ikke anvendelse i sager, hvor forholdet er opstået inden den 1. juli 2023.

Dansk Erhverv afholder kurser om forebyggelse og håndtering af seksuel i chikane i både København og Kolding, hvor de nye regler ligeledes vil blive gennemgået. Tilmeld dig på ovennævnte links.