;
Gemt

Ændring i reglerne om betaling af pension til elever på en række overenskomstområder

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 10. NOVEMBER 2023

En ændring i lov om AUB har medført, at der er eller vil blive aftalt ændringer i pensionsbetalinger til elever på flere overenskomstområder. Ændringerne i AUB-reglerne og overenskomstbestemmelserne har betydning for virksomheder med elever, der enten direkte er omfattet af de berørte overenskomster, eller hvor eleverne, som følge af erhvervsuddannelsesloven, skal følge overenskomstbestemmelser om løn og ansættelsesvilkår.

Baggrund
Under overenskomstforhandlingerne i 2020 blev der på mange overenskomstområder indgået nye aftaler om elevers ret til pension. Aftalerne var betinget af, at der lovgivningsmæssigt blev skabt hjemmel til, at man kunne få refusion i AUB-systemet. 

AUB-refusion i forhold til pension til elever er efterfølgende blevet behandlet af Folketinget. Lov om AUB blev imidlertid først endeligt vedtaget i foråret 2023. Ved lovændringen blev der skabt mulighed for, at virksomhederne kan få refusion for pensionsindbetalinger i henhold til overenskomsterne. 

Ændringerne i lovgivningen har bevirket, at der efterfølgende er eller vil blive indgået aftaler på de af Dansk Erhverv Arbejdsgivers overenskomstområder, hvor man i 2020 indgik de ovennævnte betingede aftaler. Det vil derfor på de enkelte overenskomstområder blive aftalt, hvordan lovændringen skal udmøntes på det respektive område.

Der er således på Dansk Erhverv Arbejdsgivers område bl.a. indgået aftaler på butiksoverenskomstens område, hvor voksenelever (men ikke øvrige elever) er blevet berettiget til pension, og på funktionæroverenskomstens område, hvor 18- og 19-årige elever er blevet berettiget til pension.

Man kan se de indgåede aftaler og betingelserne for efterregulering på de enkelte overenskomstområder her. Dansk Erhverv vil løbende opdatere listen med indgåede aftaler.

Refusion fra AUB
AUB har udviklet et system for refusion af elevers pensionsindbetalinger. Virksomhederne skal blot indberette, som de gør i dag, hvorefter AUB vil efterregulere og refundere med en pensionsrefusionssats på op til 8 % til elever i de perioder, hvor eleverne er på skole.  

Refusionen i modellen er baseret på oplysninger fra eIndkomst, hvorved den administrative belastning og kontrollen med virksomhederne er søgt minimeret. Modellen vil også bagudrettet kunne håndtere og udbetale refusion for pension til elever for skoleperioder i perioden januar 2023 til december 2023. Uagtet hvornår indbetalingen sker, kan AUB’s system håndtere denne, såfremt indberetningen står korrekt i eIndkomst.

Ordningen medfører skønnede merudgifter til AUB på 200-250 mio. kr., hvilket medfører en forhøjelse af AUB-bidraget på 120 kr. pr. fuldtidsansat medarbejder. Reelt vil udgifterne fremadrettet indgå i det fleksible AUB-bidrag.

DA er aktuelt i dialog med regeringen for at få åbnet AUB-loven med henblik på at ændre pensionsrefusionssatsen fra 8 % til 10 %. Dette er endnu ikke afklaret, men forventes at ske.

Afklarende spørgsmål
Hvis I er i tvivl, om der skal ske ændringer af vilkårene for pensionsbetaling for virksomhedens elever, opfordres I til at rette henvendelse til Dansk Erhvervs juridiske Hotline på telefonnummer 33746400.